Coop Danmark A/S Fakta vil hjælpe udsatte unge i job
PRM / Fakta vil hjælpe udsatte unge i job
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.

Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

Det begyndte i én butik, Fakta Gladsaxe i Buddingecentret.

Her samarbejdede butikken med den lokale ungdomsskole om at give unge, der havde det svært med at komme ind på arbejdsmarkedet, en ekstra chance.

Nu bliver projektet landsdækkende, og det forventes, at ca. 4.000 unge over hele landet får hjælp til at komme i gang på jobmarkedet over de kommende seks år.

Det er Den A.P. Møllerske Støttefond, der synes så godt om projektet, "Coop Crew - når fritid bli'r til fremtid", at de har bevilget 27.608.000 kr. i perioden 2019-2025, så det kan gennemføres for unge over hele Danmark.

Pengene anvendes til at sikre at de fornødne undervisnings- og administrative ressourcer er til stede, så en hurtig udrulning kan foretages. Ansvarsfordelingen er således, at Ungdomsskoleforeningen står for organisering, udvælgelse og forberedelse, mens Fakta stiller butikker og instruktører/trænere til rådighed.

Målet er at projektet skal sikre skoletrætte unge en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet. Projektet vil over de næste 6 år blive udrullet i 24 kommuner landet over. I alt vil omkring 3700 udsatte unge deltage i et træningsforløb.

"Vi gør det af to grunde," siger HR-chef i Fakta, Lars Thellufsen.

"For det første vil vi gerne vise ansvarlighed i praksis på en måde, som kan være en reel og vigtig hjælp til unge, som kan forbedre deres fremtidsmuligheder.

For det andet har vi selv brug for dygtige unge som medarbejdere i fremtiden. Det her vil udvide rekrutteringsgrundlaget for os. Vi forventer, at mindst halvdelen på sigt vil få job hos os eller kolleger i branchen efter at have gennemgået forløbet, Og vi tror, at vi kommer til at få nogle af fremtidens ledere ad denne vej," siger Lars Thellufsen.

Udgangspunktet er, at fremtidsudsigterne bliver bedre for deltagerne, når der er et fritidsjob at være ansvarlig for. Det er den erfaring, både Fakta og Ungdomsskoleforeningen har, og som blev bekræftet af pilotprojektet i Fakta Gladsaxe. Her fik de både teoretisk viden og praktisk erfaring i alt fra kundebetjening til at fylde varerne på hylderne, holde orden og andre daglige butiksrutiner.

Udover konkrete egenskaber og et diplom, som kan bruges ved fremtidig jobsøgning, har forløbet i Fakta givet eleverne flere fremtidsmuligheder. Eleverne lærer også om personlige ting som at begå sig på en arbejdsplads, hvordan man skriver en ansøgning etc.

Der vil være tre faser i udrulningen af indsatsen. 11 kommuner starter i 2019, i 2020 optages seks nye kommuner og i 2021 optages yderligere syv kommuner. Udrulningen sker i tre faser for at sikre kvaliteten. Efter projektperioden skal kommunerne selv integrere indsatsen, eksempelvis ved at projektet bliver en del af kommunernes ungestrategi. Der bliver i hver kommune nedsat et lokalt visitationsudvalg, som udvælger de unge, der skal være med i projektet. Projektet bliver evalueret løbende.

Yderligere information:

HR-chef Lars Thellufsen, Fakta, 20 20 59 20 /lars.thellufsen@coop.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fakta-vil-hjaelpe-udsatte-unge-i-job?releaseId=13568518

Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.