Administration 

»En bunden opgave for ethvert ansvarligt parti at udarbejde et nyt og fair udligningssystem«

PRM / »En bunden opgave for ethvert ansvarligt parti at udarbejde et nyt og fair udligningssystem«

Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.

Pressemeddelelse fra Danmark på Vippen

Regeringen kompenserede før sommerferien en række kommuner fra primært hovedstaden med 2,2 mia. kr., da man ændrede i måden at opgøre udlændinges uddannelsesniveau på. En fejl, som i mere end et årti gav selvsamme kommuner milliarder for meget i udligning på bekostning af kommuner i resten af Danmark.

Nu vil regeringen så kompensere 85 kommuner med i alt 1,4 mia. kr., som har tabt penge på en ny beregningsmetode, der flytter penge fra specielt yder- og landkommuner til de største bykommuner.

Kompensationssagerne viser, at det nuværende udligningssystem er pilråddent, siger Kim Ruberg, formand for Danmark på Vippen:

"Vi hilser naturligvis den seneste kompensation til kommunerne velkommen. Det ændrer dog ikke på, at det stadig er helt uforståeligt, at regeringen giver en milliardkompensation til primært rige hovedstadskommuner, som ved en fejl har modtaget for meget i udligning i mere end et årti. Men kompensationsforløbet viser jo blot, at vi i dag har et udligningssystem, der er pilråddent og trænger til en gennemgribende ombygning," siger Kim Ruberg og fortsætter:

"Det bør være en bunden opgave for ethvert ansvarligt parti at udarbejde et nyt og fair udligningssystem, der blandt andet skal sikre, at udligningsordningen faktisk lever op til sit formål; at sikre et nogenlunde lige velfærdsniveau ved nogenlunde samme beskatningsniveau i alle landets kommuner. Det er langt fra tilfældet i dag," siger Kim Ruberg.

Han henviser til, at hovedstadskommunerne i dag har råd til at bruge betydeligt flere penge på børnepasning, folkeskolen og ældre. Og det endda til en lavere skatteprocent sammenlignet med resten af landets kommuner.

Udligningssystemet har spillet fallit
Utilfredsheden med det nuværende udligningssystem er også stor blandt flere borgmestre fra Danmark på Vippens medlemskommuner:

Thomas Adelskov (S), borgmester Odsherred Kommune:
"Udligningssystemet har spillet fallit. Ude i kommunerne aner vi jo ikke, hvad vi har med at gøre, når præmisserne hele tiden bliver lavet om. Vi skal have ny og fair udligningsordning, så vi kan få råd til god velfærd på lige fod med hovedstadskommunerne. Borgere i provinsen har altså også brug for dagtilbud, skoler og ældrepleje i højeste kvalitet."

Morten Andersen (V), borgmester Nordfyns Kommune:
Vi har brug for en fair udligningsordning, så alle områder i Danmark får lige muligheder for at udvikle sig. Hellere i dag end i morgen. Vi er selvfølgelig tilfredse med at blive kompenseret for en uretfærdig udligning, men det havde været bedre med noget, der virkede fra starten af. Kompensationerne er blot med til at dokumentere, hvor forfejlet den nuværende udligning er. Derfor opfordrer jeg Folketingets partier til at komme tilbage til forhandlingsbordet og nå til enighed om en udligningsreform, der rent faktisk lever op til sit formål og dermed medvirker til at skabe et Danmark i bedre balance.

Ole Bollesen (S), borgmester Syddjurs Kommune:
"Hen over sommeren forsvandt der knap 15 mio. kr. fra kommunekassen i Syddjurs Kommune. Penge, som regeringen ud af det blå, og uden at informere kommunerne, flyttede fra landkommuner til de store bykommuner. Det bliver vi nu kompenseret for, men sagen viser, at der virkelig er behov for et nyt udligningssystem, der kan sikre lige vilkår i alle landets kommuner. Lige nu skal vi leve med, at der bliver foretaget den ene lappeløsning efter den anden på et system, der slet ikke fungerer."

Mogens Gade (V), borgmester Jammerbugt Kommune:
"Danmark har brug for en reel udligningsreform, så vi rundt i hele Danmark får mere lige vilkår for at drive basal borgerservice og lokal udvikling - til gavn og glæde for hele Danmark."

Kontakt:

Martin Ø. Carstensen Kommunikationschef Danmark på Vippen Mail: martin@danmarkpaavippen.dk Tlf.: 23 71 00 43

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: