Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Hvis Danmark skriver Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ud af landets lovgivning, vil det svække danskernes rettigheder, skade Danmarks internationale interesser og underminere kampen for menneskerettighederne i Europa.
Derfor bør Folketinget afvise Dansk Folkepartis beslutningsforslag B 22, som tirsdag den 12. december førstebehandles.
"Vi opfordrer på det kraftigste Folketinget til at afvise Dansk Folkepartis ønske om at skrive menneskerettighederne ud af dansk ret. Det er både naivt og farligt at tage vores rettigheder for givet, og beslutningsforslaget vil alene skade danskernes retssikkerhed og Danmarks omdømme", siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.
"Danmark bør være stolt af at have været med til at grundlægge det europæiske menneskerettighedssystem. Det har øget presse- og ytringsfriheden, retssikkerheden ved domstolene og ligestillingen for at nævne bare nogle eksempler. Den succeshistorie går Dansk Folkeparti behændigt udenom i sit beslutningsforslag", siger Trine Christensen.
Bliver EMRK skrevet ud af dansk ret, vil Danmark stadig være bundet af konventionen, men danskerne vil få sværere ved at gøre deres rettigheder gældende ved danske domstole, påpeger Amnesty, som samtidig advarer om, at Danmark risikerer at sende et helt forkert signal til omverdenen:
"Det er helt grundlæggende i Danmarks egen interesse at have en stærk og respekteret menneskerettighedskonvention, fordi vi som et lille land bedst fremmer de danske interesser og værdier ved at bidrage til et internationalt system, som begrænser den stærkestes magt og beskytter borgerne mod vilkårlig magt fra staten", siger Trine Christensen.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.