Administration 

Danmarks ambassadører er i København og Odense i uge 34 til ambassadørmøde i Udenrigsministeriet

PRM / Danmarks ambassadører er i København og Odense i uge 34 til ambassadørmøde i Udenrigsministeriet

Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

Tirsdag den 21. august drager deltagerne til Fyn, og her stiller ca. 25 ambassadører op til seks forskellige arrangementer i samarbejde med forskellige værtsinstitutioner i Odense-området. Der debatteres så forskellige emner som Brexit, den globale magtbalance, uddannelse af landmænd fra udviklingslande, TechPlomacy, migrations- og flygtningestrømme samt den aktuelle situation i Mellemøsten. Arrangementerne afspejler bredden i Udenrigsministeriets arbejdsområde, og ambassadørerne vil debattere med bl.a. Fyens Stiftstidendes læsere, studerende på SDU og Dalum Landbrugsskole og elever på Odense Katedralskole.

Hovedparten af arrangementerne er åbne for offentligheden.

Pressen er velkommen til at deltage i arrangementerne, der finder sted tirsdag den 21. august i tidsrummet 16.30-18.00.

Klik på linket her for at læse mere samt tilmelde dig et arrangement.

Oversigt over alle arrangementer den 21. august 2018 i Odense-området

  • Dit Europa efter Brexit
    Kom og mød Lars Thuesen, Danmarks ambassadør i Storbritannien, Friis Arne Petersen, Danmarks ambassadør i Tyskland, og Kim Jørgensen, Danmarks faste repræsentant ved EU. Hør deres bud på, hvor knasterne i Brexit-forhandlingerne er. Og på hvordan dit Europa ser ud efter Brexit.
  • Multilateralism and Global Power Shifts (Arrangementet foregår på engelsk)
    Et ressourcepresset FN har søsat en svær reformproces. Debatarrangementet "Multilateralism and Global Power Shifts" sætter fokus på de globale magtforskydninger og betydningen af disse for fremtidens multilateralisme. Deltagere i debatten er: Ib Petersen, Danmarks FN-ambassadør i New York, Klavs A. Holm, Danmarks OECD-ambassadør i Paris, Lars Gert Lose, Danmarks ambassadør i Washington, Thomas Winkler, Danmarks ambassadør i Moskva og A. Carsten Damsgaard, Danmarks ambassadør i Beijing.

  • Diplomati, teknologi og fremme af verdensmålene i den digitale tidsalder
    Verdensmålene, der blev vedtaget af alle verdens lande i FN i 2015, skal sikre en bæredygtig udvikling og fremtid for vores verden. Hvad ligger der i begrebet ‘TechPlomacy' og ‘TechVelopment'? Hvordan arbejder Danmark helt konkret med ny teknologi og verdensmålene ude i verden? Kom med og hør tre af de ambassadører, der sidder midt i orkanens øje i hhv. Dar es Salaam (Einar Hebogård), Nairobi (Mette Knudsen) og Silicon Valley (Casper Klynge).
  • Globale migrations- og flygtningestrømme
    Mange af dem, som ankommer til Europas grænser i disse år, flygter fra krig og katastrofer. Men mange ankommer også uden at have krav på beskyttelse i håb om en bedre tilværelse. Hvordan møder verdenssamfundet udfordringerne? Det sætter en række af Danmarks ambassadører i samarbejde med Folkeuniversitet Odense til debat. Deltagere i debatten er: Carsten Staur, Danmarks FN-ambassadør i Geneve, Erik Vilstrup Lorenzen, Danmarks ambassadør i Rom, Julie Pruzan Jørgensen, Danmarks ambassadør i Algier og Nicolai Ruge, Danmarks Udsendelsesambassadør.



  • Erfaringer med dansk bistand til landbrug i Afrika
    Udenrigsministeriet og Dalum Landbrugsskole inviterer til debatmøde for alle, der interesserer sig for at arbejde med internationalt landbrug eller blot ønsker at lære mere om det danske udviklingsarbejde. Ambassadørerne Mette Thygesen fra Etiopien, Ulla Næsby Tawiah fra Burkina Faso og Mogens Pedersen fra Uganda deltager og vil fortælle om de seneste års udvikling af landbruget i Afrika og om omstilling af landbrugssektoren (kommercialisering, mekanisering og modernisering).


  • Den aktuelle situation i Mellemøsten
    Hvad er Danmarks interesser i Mellemøsten, og hvordan skal vi arbejde for dem? Eleverne på Odense Katedralskole har op til arrangementet haft et fagligt forløb, hvor samfundsfags- og historieklasser har dykket ned i forskellige udfordringer for dansk udenrigspolitik i regionen. De deltagende ambassadører er: Merete Juhl (Forende Arabiske Emirater), Gert Meinecke (Irak), Danny Annan (Iran), Nathalia Feinberg (Palæstina) og Ole Moesby (Saudi-Arabien).

Kontakt journalist i Udenrigsministeriet Anja Solvang, e-mail anjsol@um.dk, mobil 41 86 59 08 eller journalist Maria Westh, e-mail mawest@um.dk, mobil 50 77 86 64 for interviews med ambassadørerne.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: