Der sad to katte på et bord.
Eller rettere: Der lå 30 katte i et skur.
Det var det syn, der mødte Pernille Bertelsen, da hun forleden åbnede døren til sit haveskur. Her fandt hun ikke færre end syv voksne hunkatte og 23 killinger i en stor mjavende bunke.
Det fortæller TV2 Nord.
Se videoen af de mange katte her:
(Video: TV2.dk)- Det var lidt vildt at finde så mange. Og så står man der og ved slet ikke, hvad man skal stille op, fortæller Pernille Bertelsen til det nordjyske medie.
Pernille Bertelsen, der bor i byen Ellidshøj syd for Aalborg, havde heldigvis tidligere fået hjælp fra internatet “MinVenKatten” i Hobro, da hun fandt tre katte i sit drivhus. Så hun ringede igen, men denne gang altså med et problem, der var ti gange så stort.
Og så fik Anita Søndergaard fra katteinternatet pludselig en ekstra travl dag.
- Vi fik 36 katte ind mandag - og 30 af dem var altså fra Pernilles have, så det var helt vildt, fortæller hun til TV2 Nord og kalder det et stort mysterium, hvordan de mange katte, som opførte sig som en stor familie, er endt i Pernille Bertelsens haveskur.
En mulighed kan ifølge Anita Søndergaard være, at nogle i området er døde eller at en familie er flyttet og har lukket deres katte ud.
Når killingerne er store nok, vil internatet gå i gang med finde nye hjem til de mange katte.