Hvis du gerne vil have det godt de næste uger, så tjek lige din kebab - hvis du har noget liggende.
Fødevarestyrelsen skriver nemlig onsdag, at der er fundet salmonella i et parti forstegt kyllingekebab.
"Fødevarestyrelsen har påvist salmonella i produktet, og der er derfor risiko for smitte med salmonella", skriver styrelsen og tilføjer, at "sygdommen kan vare fra få dage til flere uger".
Det forstegte kyllingekebab er derfor kaldt tilbage.
Symptomerne på infektion med salmonella er diarré, mavesmerter, feber, hovedpine og eventuelt kvalme og opkast.
Det drejer sig om følgende produkt:
- Ana Food forstegt kyllingekebab, på frost
- Nettovægt: 2 kilo
- Bedst før-dato: 21.06.2024
- Batchnummer: D2523
- EAN-stregkode: 5710030099138
Produktet er solgt i dagligvarebutikker over hele landet, oplyser Fødevarestyrelsen.
Produktet bør kasseres eller leveres tilbage til butikken, hvor det er købt.