Borgere i Greve advares af kommunen mod kontakt med aske fra en voldsom skolebrand, der brød ud søndag.
Det skriver TV2 Lorry.
Der var nemlig asbest på Tjørnelyskolen, og det kan have spredt sig med den aske, der nu ligger rundt omkring i området.
Meldingen fra Greve kommune lød ellers mandag på, at asken ikke var farlig, fordi asbesten var blevet på grunden.
- Vores første vurdering var i går, at der nok ikke var den store risiko i forhold til, hvor der var asbest. Men vi har så talt med embedslægen, som siger, at vi skal tage prøver og tage vores forholdsregler.
- Så det er det, vi giver videre nu, siger Rikke Hvelplund, centerchef i Teknik- og Miljø i Greve Kommune.
Man bør indtil undersøgelserne af asken er færdige undgå kontakt med asken, herunder at feje rundt med den eller luge ukrudt i sin have, fortæller Rikke Hvelplund.
Centerchefen forventer, at resultatet af undersøgelserne forelægger om to-tre uger.
Indtil da, bør beboerne tage deres forholdsregler, og den nye melding fra kommunen bekymrer flere borgere, der bor nær skolen.
- Man bliver bange for, hvad der kan være af asbest og andre ting i den kæmpestore, sorte sky (der stod op fra branden, red.).
- Og hvad der kan være konsekvenser ved at indånde det, siger Martine Heidmann Christiansen.
Ingen kom til skade i branden på skolen, der blev nedlagt i 2017 og stod til nedrivning.
Politiet har endnu ikke kunnet sige noget om brandårsagen, men kort før den brød ud, pågreb politiet syv unge drenge ved skolen.
Det skete efter en anmeldelse om hærværk på skolen, politiet fik 15.55 søndag. Mens politiet var ved skolen, brød branden pludselig ud.
Drengene blev afhørt, men blev kort efter løsladt på grund af deres alder.
På grund af den kraftige røgudviklingen fra branden, blev flere beboere i området evakueret.
/ritzau/