Pariserne blev mandag ramt af nye trafikregler, som myndighederne vurderer er nødvendige i kampen mod den uskønne smog, der ligger over Frankrigs hovedstad.
Alle private biler med lige nummer på nummerpladen måtte slet ikke køre mandag, men forbuddet rammer dog ikke busser og taxaer i første omgang. Og apropos busser, så var al offentlig trafik i Paris gratis for fjerde dag i træk, så de nye trafikreguleringer skulle være lettere at overkomme.
Alligevel havde omkring 4000 bilister fået bøder for at overskride kørsesforbuddet allerede omkring middag, hvor 27 personer desuden havde fået beslaglagt deres biler på grund af manglende vilje til at samarbejde med politiet.
Det er første gang siden 1997, at tiltag som disse bliver indført i Paris på grund af forurening.