Er du nu sikker på, at du ikke selv er skyld i, at din computer blev stjålet? Har du vist den for meget frem? Hvordan ved vi, at du ikke ønskede, at nogen skulle hugge den?
Det er nogle af de spørgsmål, to politibetjente smider i hovedet på en forbløffet mand, der har anmeldt tyveriet til politiet. Tv-klippet er en parodi, der ifølge Huffington Post skal sætte fokus på, hvordan ofre for voldtægt tit bliver mødt med mistænksomme spørgsmål og en holdning om, at de nok selv var skyld i overgrebet - såkaldt 'victim-blaming'.
For eksempel skal voldtægtsofre stå til ansvar for, om de havde drukket alkohol eller gik i lårkort kjole, da voldtægten fandt sted: Fokus flyttes fra forbryderens opførsel til ofrets opførsel.
Men hvis man ikke mener, at det er folks egen skyld, at de får stjålet computeren, hvorfor er det så folks egen skyld, at de bliver voldtaget? spørger instruktøren bag videoen, Cynthia Kao.
I Danmark har videoen skabt debat på Facebook, blandt andet efter at komikeren Sanne Søndergaard har linket til den.