Aarhus-håndboldkvinder forværrer Viborgs sæsonstart

Sport
Viborg HK - Nykøbing Falster Håndbold , HTH liga (Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix)

Sidste sæsons DM-bronzevinder, Viborg HK, er kommet skidt fra start med to nederlag i to kampe i HTH Ligaen.

Viborgs håndboldkvinder vandt bronze i HTH Ligaen i sidste sæson.

I denne sæson har viborgenserne dog langtfra imponeret i begyndelsen af sæsonen.

Fredag aften tabte holdet for anden gang i to kampe. Det skete ude mod Aarhus United, som tog sæsonens første sejr med 26-24.

For tre dage siden fik Viborg tæv på hjemmebane af Nykøbing Falster i premieren.

Viborg var bagud ved pausen mod Aarhus, men tilspillede sig en føring i begyndelsen af anden halvleg på et mål af Pauline Bøgelund.

Det var dog en kort fornøjelse for gæsterne, for i den anden ende scorede Simone Cathrine Petersen på straffe og bragte Aarhus foran igen.

Herfra så hjemmeholdet sig ikke tilbage, og da Cecilie Lundbye Kristiansen scorede til 26-23 med få minutter igen, blev sejren slået fast.

Allerede tirsdag får Viborg dog mulighed for oprejsning, når holdet tager imod Team Esbjerg i Vibocold Arena.

/ritzau/