Aarhus-biskop stolt over ny opgave som præst i kongehuset

Henrik Wigh-Poulsen er udnævnt som kongelig konfessionarius efter Erik Norman Svendsen.

Biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen er udnævnt til kongelig konfessionarius, oplyser hoffet.

Han afløser forhenværende biskop over Københavns Stift Erik Norman Svendsen, der har varetaget hvervet i ti år.

- Jeg er da både beæret og stolt over at være blevet bedt om at være præst for kongehuset, siger Henrik Wigh-Poulsen til Ritzau.

Konfessionarius betyder skriftefader på latin, men bruges især om kongehusets præst. Den kongelige konfessionarius er også dronningens personlige sjælesørger.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Erik Norman Svendsen har i sin tid som konfessionarius viet såvel kronprinsparret som prins Joachim og prinsesse Marie. Han har også konfirmeret prins Joachims sønner Nikolai og Felix.

- Jeg skal være præst for kongehuset med alt, hvad det indebærer af for eksempel gudstjenester, samtaler, sjælesorg, undervisning og konfirmation, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Den 58-årige biskop, der tog over som Aarhus-biskop efter Kjeld Holm i 2015, skal virke som kongelig konfessionarius fra 1. april 2018.

Det kommer dog ikke til at betyde, at man vil se mindre til ham som biskop i Aarhus.

- Det tror jeg ikke. Det kan godt være, at der i perioder vil blive lagt beslag på mig, men i det daglige vil det ikke være noget, der påvirker mit arbejde som biskop, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Han kender dronningen fra majestætens talrige besøg i Aarhus.

- Dronningen kommer meget i Aarhus Domkirke ved højtiderne, og i den sammenhæng har jeg talt med hende.

- Som biskop er man også til stede, når kongeskibet anløber forskellige havnebyer i stiftet. Så i den sammenhæng har jeg også hilst på hende, siger han.

Henrik Wigh-Poulsen er nu gået i gang med at læse op på kongefamilien, så han kan forberede sig på den nye opgave:

- Da jeg begyndte mit første embede som præst i to landsogne ved Kolding, brugte jeg meget tid på at sætte mig ind i, hvad det var for mennesker og hvilke traditioner, der var.

- Det er fuldstændig det samme her. Der er ovenikøbet nogle førsteklasses biografier, som er lige til at gå til.

- Der er en lang tradition at sætte sig ind i. Men jeg har altid været historisk interesseret, så det er ikke noget problem, siger Henrik Wigh-Poulsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.