Aalborg Håndbold kunne ikke helt matche THW Kiel, da de danske håndboldmestre fredag aften var på besøg hos de tyske guldvindere.
I en træningskamp, der kun varede 50 minutter, tabte nordjyderne 26-28 efter at have været bagud 13-16 ved pausen.
Hos Kiel var der spilletid til nyankomne Rasmus Lauge, der scorede en enkelt gang, ligesom Rene Toft Hansen også markerede sig med tre scoringer.
Tyskernes topscorer for dagen blev Wael Jallouz fra Tunesien.
I en anden dansk-tysk træningskamp tabte Bjerringbro-Silkeborg med 24-31 til Flensburg-Handewitt på udebane i den såkaldte Jakob Cement Cup.
Chris Jørgensen lavede syv mål for BSV og blev sit holds topscorer.
Tirsdag mødes Kiel og Flensburg i øvrigt i den tyske Supercup.
/ritzau/