AaB følte sig bortdømt i søndagens 2-2-kamp ude mod AGF i Superligaen.
Et straffespark og rødt kort til AaB-stopperen Jores Okore i første halvleg får nu et efterspil.
Allan Gaarde, der er sportsdirektør i AaB, bekræfter, at fodboldklubben har tænkt sig at appellere det røde kort.
- Vi vil gøre det nødvendige for at undgå en karantæne, siger Allan Gaarde til Ekstra Bladet.
AGF-spilleren Tobias Sana brændte straffesparket ved stillingen 0-0.
Okore mener ikke, at han begik straffespark i situationen, hvor AGF-angriberen Ryan Mmaee forsøgte at få fat i bolden.
- Jeg føler, at jeg gør mig bred i situationen og skærmer bolden af, og så mærker jeg hans arm komme rundt om min skulder, og vi falder til jorden.
- Jeg regner sådan set med, at der er frispark til mig, men han vælger så at give straffespark og det røde kort, siger Okore til Nordjyske.
Kampens dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, tog ifølge Okore fejl, da det blev vurderet, at AaB-spilleren var bageste mand.
AaB-stopperen Kasper Pedersen virker på tv-billederne til at være den bageste mand i situationen. Okore fortæller, at det blev vurderet anderledes af dommeren.
- Han forklarer mig, at det er fordi, jeg er bageste mand, og at jeg ikke spiller bolden, og det er jeg helt klart uenig i, og jeg føler, at jeg bliver straffet dobbelt, siger Okore.
/ritzau/