Der er ikke længere nogen, der er selvskrevet til at starte i AaBs angreb.
I de seneste sæsoner har Nicklas Helenius været første mand på holdkortet, men efter hans skifte til Aston Villa er intet givet.
Mandag aften scorede Anders K. Jacobsen sit første AaB-mål efter sit skifte fra FC Fredericia, da man spillede 1-1 med FC Midtjylland.
- Jeg synes, det var et supermål, Anders Jacobsen scorede. Det var i det hele taget en meget lovende hjemmebanedebut, siger cheftræner Kent Nielsen.
Angriberen skal dog ikke regne med en fast plads i AaBs startopstilling af den grund:
- Alle, der byder sig til og viser kvalitet, de vil få deres muligheder. Det er sådan, vores situation er nu, hvor man kan sige, at det sidste år gav sig selv med Nicklas Helenius, der havde gjort sig fortjent til at spille hver gang ved at score mange mål i flere sæsoner.
- Men det er ikke dér, vi står nu. Vi skal opfinde noget nyt, siger Kent Nielsen.
Han kan vælge mellem fem mand til de forreste pladser, og vil se alle an, før nogen får prædikatet "fast mand":
- Man skal gøre sig fortjent til at være den faste duo. Og det plejer at være nemt for angribere at bevise, at de skal spille - man skal bare score mål, griner Kent Nielsen.
Foruden Anders K. Jacobsen startede Nicolaj Thomsen på banen for AaB mod FC Midtjylland.
Desuden råder klubber over Søren Frederiksen, Lukas Spalvis og Rasmus Jönsson, der er lejet i Wolfsburg.
/ritzau/