Superligaklubben AaB skal alligevel ikke møde Wuhan Zall FC fra Kinas bedste række i en testkamp.
Oprindeligt skulle de have mødtes på tirsdag under superligaklubbens træningslejr i det sydlige Spanien, men frygt for at blive smittet med coronavirus har fået AaB til at droppe testkampen.
Det siger administrerende direktør Thomas Bælum til AaB's hjemmeside.
- Vi er bevidste om, at risikoen for smitte måske er mikroskopisk, og at der stadig er meget, man ikke ved om virusset, men i samråd er ledelse, trænerstab og sundhedssektor blevet enige om ikke at løbe nogen som helst risiko for spillere, trænere og ledere.
- Det er selvfølgelig ærgerligt for os, hvis vi ikke finder en anden modstander på træningslejren, men i det store billede er situationen jo allermest ulykkelig for Wuhan-klubben og deres landsmænd, siger Thomas Bælum.
Det frygtede coronavirus menes at stamme fra et dyremarked i netop Wuhan. Frem til onsdag har mindst 136 mennesker mistet livet i Kina som følge af coronavirusset.
Ifølge eksperter tyder alt på, at virusset har smittet fra dyr til mennesker, og at smitten kan føres videre fra menneske til menneske.
/ritzau/