Aaaah: Nu bliver det lidt køligere i weekenden

Temperaturerne daler en smule lørdag og søndag, men sommervejret præget fortsat hele landet.

Temperaturerne daler en smule lørdag og søndag, men sommervejret præget fortsat hele landet.

Er du en af dem, der er lige ved at gå til i sommerheden i disse dage, så er der godt nyt på vej.

De høje temperaturer bliver i den kommende weekend afløst af flere skyer og et lidt køligere sommervejr, men sommeren er ikke aflyst af den grund. I hele landet kan vi se frem til temperaturer mellem 20 og 25 grader med svag vind.

Fredagen fortsætter dog i samme sommerlige rille som de seneste døgn med en del sol og temperaturer op til 28 grader, men lørdag tager så det lidt køligere weekendvejr over.

- I løbet af weekenden venter vi et mindre lavtryk, der bevæger sig fra Baltikum til Sydsverige, og nogle af lavtrykkets byger kan især nå de østlige egne om lørdagen. Søndag bliver mest tørt med chance for sol, siger vagtchef Jørn Thomsen fra DMI.

Weekenden byder generelt på pænt vejr til alle landets jazzfestivaler, men der er dog risiko for, at udendørsarrangementer kan opleve byger lørdag.

Om aftenen og natten til søndag får de nordlige og østlige egne mest skyet vejr, og der er mulighed for regn. I resten af landet bliver det tørt og mest klart vejr.

Søndag bliver en god dag, hvad enten du er til jazzfestival i København eller Allinge.

I weekenden vil badevandstemperaturen ligge på 20 grader eller mere ved alle landets kyster, så danskerne kan se frem til udmærket badevejr.

/ritzau/