Akademikernes A-kasse har rejst krav om tilbagebetaling fra tidligere direktør Michael Valentin, der blev fyret i september.
Det drejer sig blandt andet om, at a-kassen vil have de penge tilbage, som den brugte på wellness-ophold til Michael Valentin i januar 2016.
Det oplyser a-kassens nye bestyrelsesformand, Thomas Damkjær Petersen, til Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan den fyrede direktør brugte 20.000 kroner af a-kassens midler på det pågældende wellness-ophold i Málaga, som ligger i Sydspanien.
Desuden kræver a-kassen penge tilbage for middage med vinsmagning for Michael Valentins netværk i hans hjem på Frederiksberg.
Torsdag er der i en undersøgelse blevet rettet skarp kritik af forløbet omkring fyringen af Michael Valentin.
Undersøgelsen viser, at der har været misbrug af a-kassens medlemmer.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der står bag undersøgelsen, har anmeldt hændelsesforløbet til politiet.
A-kassen bliver i undersøgelsen kritiseret for at være tøvende med at give oplysninger om, hvorfor Michael Valentin blev fyret.
Det har været medvirkende til en sen afdækning af "alvorlige svigt i a-kassens administration".
Michael Valentin blev fyret i september. Det gjorde han i første omgang uden nogen forklaring.
Efterfølgende er det kommet frem, at han blandt andet skal have modtaget dyre vinrejser fra a-kassens faste leverandør, Sigurd Müller Vinhandel.
Valentin erkender sjusk. Men han afviser, at der er foregået noget kriminelt.
Akademikernes A-kasse understreger, at man arbejder på at sikre, at lignende ikke vil gentage sig.
A-kassen har cirka 245.000 medlemmer. Det gør a-kassen til landets største for akademikere.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) arbejder på initiativer, der skal sikre, at der ikke kommer lignende sager i andre a-kasser.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.