Af Sture Sandø, Mediano
Under VM i fodbold skriver eksperter fra fodboldmediet Mediano eksklusive klummer på avisen.dks VM-sektion.
Frankrig, Belgien og England i semifinalen. Ja, det lød jo ikke helt tosset for en måneds tid siden. Men hvad så med den sidste deltager? Jo, det kunne vel være Spanien, Argentina eller Portugal (Tyskland og Brasilien ville ikke kunne nå en semifinale, hvis både Belgien og England kom så langt). Men at det skulle være Kroatien var det nok de færreste, der her havde forudset.
Deltag i VM-spillet her: www.avisen.dk/vmspil
For mig er det et hold, der har en stor stjerne. Jeg har fulgt dem, siden jeg forud for EM 2016 dykkede ned i en helt anderledes fodboldkultur end den vi kender her hjemmefra. Dengang røg de ud til et kynisk portugisisk hold, der som bekendt endte med at vinde det hele.
Hver dag trækker vi lod om 2 x gavekort på 250 kroner som frit kan vælges på sendentanke.dk
Det kroatiske landshold spiller effektivt, kalkulerende og flot – ikke berusende som brasilianerne, spanierne og colombianerne. Men de er pokkers dygtige som både hold og rent individuelt. Det er jo helt vanvittigt, at et land med omkring fire millioner indbyggere kan fostre stjerner som Modric, Rakitic, Mandžukic, Perišic, Kovacic og Lovren – i samme generation! Tre af dem spillede også Champions League-finale for halvanden måned siden.
Spin og psykologisk spil
Så når man anskuer kroaterne med de øjne, så er det måske alligevel ikke så overraskende, at de lige nu er blandt de to bedste hold i verden. Deres præstation ved dette VM under Zlatko Dalic får mig til at tænke på et ordsprog som en Superliga-træner har fortalt mig, at han arbejder efter. Det lyder noget i retning af: "Hvis du bare koncentrerer dig om dig selv, så skal de andre nok fejle tilpas meget til, at du selv får succes i sidste ende." På samme måde har kroaterne formået at tage temperaturen på deres kampe og stukket kniven ind, når det har været muligt og nødvendigt. Dalic udtalte forleden, at Danmark faktisk havde været den største mundfuld, og selvom der selvfølgelig er masser af spin og psykologisk spil over udtalelser op til en VM-finale, så køber jeg den faktisk.
Og ser vi på vejen til finalen så har den ikke været en gavebod. Vi så alle med egne øjne, hvor tæt vi selv var på at slå kroaterne i 1/8-finalen. Kampen imod Rusland var ikke køn, og en straffesparkskonkurrence er naturligvis altid lidt af et lotteri, men en sejr over et hyped engelsk hold og en udklassering af Argentina, der banede vejen for puljesejren har vist, at de har klassen – verdensklassen.
En god finale
Franskmændene er naturligvis favoritter i aften, og de har også været nævnt som en finalekandidat i lang tid. Også før Rusland og Saudi-Arabien tog hul på slutrunden. De cruisede gennem gruppen, slog Argentina, Uruguay og Belgien på vejen og er på ingen måde kommet sovende til finalepladsen. Måske er de, sammen med Belgien, den eneste af forhåndsfavoritterne, der ikke har skuffet.
Så med Frankrig og Kroatien på banen, skal det nok blive en intens og underholdende finale. Hjernen fortæller mig, at Frankrig nok skal gøre kål på Kroatien (tjek lige listen over VM-vindere de ved de sidste 10 slutrunder). Omvendt håber jeg af hele mit hjerte, at Kroaterne fortsætter stimen og tager den syvende VM-sejr på stribe, den sidste skalp og det smukke trofæ – ikke mindst med tanke på den fest, som det i givet fald bliver i gaderne i Zagreb, Split, Rijeka og resten af landet!