Af Morten Glinvad, Moskva

De kroatiske spillere havde ikke accepteret deres VAR-skæbne og havde omringet Néstor Pitana. Antoine Griezmann havde lukket sig inde i sig selv og forberedte sig på karrierens vigtigste spark. Og Danijel Subašic tænkte sikkert på alle de straffespark, han havde reddet under VM.

Dramaet var på sit højeste, og pludselig lyste himlen over Luzjniki op i et lyn. Sekunder senere fulgte tordenbraget. Timingen var så perfekt, at det forekom som en indstuderet del af hele finaleshowet. Selv elementerne havde indstillet sig på, at dette var øjeblikket, hvor VM nåede sit klimaks.

Det måtte jo gå sådan i en VM-slutrunde, hvor tv-billeder for første gang har fået lov til at spille med. I den sidste måned har vi vænnet os til det forløb, der nu fulgte. Fra øjeblikket for hændelsen, til den mumlende usikkerhed på tribunen, da det stod klart, at dommeren var i kontakt med sine kolleger i VAR-rummet. Til de næste sekunder eller minutter, hvor vi privilegerede journalister selv kunne kigge på vores monitor og fælde vores dom og glæde os over, at vi ikke havde samme tunge ansvar som opmanden nede foran hans monitor ved spillertunnellen.

Néstor Pitana kiggede længe på tv-skærmen. Han talte i sin lille mikrofon, men selvom han havde elektronisk assistance, lignede han alligevel en ensom mand med en umulig beslutning foran sig. Han forlod skærmen, men stoppede op og gik tilbage for at tage et ekstra kig. Nu gik han ind på banen, tegnede en firkant i luften og pegede på straffesparkspletten og tildelte Frankrig et straffespark, som ikke ville være dømt før dette VM.

Mens de sociale medier delte sig og rutinemæssigt begyndte at diskutere Pitanas beslutning, løb Antoine Griezmann til bolden. Subašic gik til venstre, Griezmann lagde bolden fladt i den modsatte side. Frankrig var foran 2-1 i slutningen af første halvleg af finalen ved VM i Rusland, og en times tid senere var trofæet sikret.

At VAR skulle få afgørende indflydelse på finalen, havde sin egen logik. VM 2018 vil blive husket som slutrunden, hvor fodbolden tog et stort skridt ind i teknologiens verden. Men heldigvis skete der så meget andet denne finaleaften i Moskva, at VAR ikke løb med opmærksomheden alene. Og på den måde endte finalen med at illustrere, hvad dette VM har handlet om: Under magtfulde mænds bevågenhed og under teknologiens kontrol har verdens bedste fodboldspillere og tilrejsende mennesker fra hele verden den sidste måned skabt en fascinerende fest, hvor spillet – og glæden ved det – alligevel har været i centrum.

VM-dramaerne har foregået på banerne i Rusland og handlet om fodbolden i sig selv, og det sidste af de mange fascinerende VM-opgør endte med en fransk 4-2-sejr efter en mindeværdig og målrig finale, som levede op til turneringens storhed.
Okay, vi neutrale iagttagere sad da og håbede på, at Kroatien i hvert fald kunne score et mål til 4-3, så vi fik en spændende afslutning. Men da havde finalen allerede givet så meget, at vi var fyldt med indtryk på tribunerne på Luzjniki i det lummervarme Moskva.

For anden gang i historien er Frankrig nu verdensmester i fodbold. Og i en slutrunde med en række spektakulære øjeblikke undervejs er der alligevel en vis logik i, at det mest solide og rationelle af de bedste hold til sidst løb med trofæet.

Triumfen kom hjem efter en finale, der på mange måder viste, hvad dette franske VM har handlet om. Vi har den seneste måned vænnet os til, at Didier Deschamps’ franske hold ikke ser det som sin mission at gribe initiativet i kampene og være det dominerende hold. Da finalen var overstået, havde kroaterne haft dobbelt så mange afleveringer som vinderne. Men igen havde Frankrig haft evnen til at slå til, når muligheden var der.

Det stærke midterforsvar med Raphaël Varane og Samuel Umtiti har i hele turneringen givet en sikker base, og de indledende teorier om, at begge havde brug for en mere erfaren spiller ved deres side som på deres spanske klubhold, er blevet gjort til skamme. De uerfarne backer Benjamin Pavard og Lucas Hernández kom i sidste øjeblik i startopstillingen inden VM og har haft mere fokus på at forsvare end at angribe. N’Golo Kanté har som altid knoklet, og det samme har Blaise Matuidi og Paul Pogba på midtbanen. Også i finalen viste Pogba sig i den disciplinerede og uselviske udgave, som har været hans under VM. Og denne gang kronede han det tilmed med det vigtige mål til 3-1 i begyndelsen af anden halvleg.
Kort efter gjorde Kylian Mbappé det til 4-1 med et historisk mål, som lod til at afgøre opgøret. Det 19-årige fænomen blev dermed den blot anden teenager i historien til at score i en VM-finale. Og da Mario Mandžukic få minutter senere fik foræret en reducering af Hugo Lloris, blev finalen den mest målrige, siden Pelé scorede sine to finalemål som 17-årig i 1958.

Mbappé gav det historiske vingesus, som næsten ikke kan undgås i en VM-finale. Efter slutfløjtet blev han kåret som turneringens bedste unge spiller, hvilket var uundgåeligt. Og han har undervejs vist et potentiale, som giver grund til at tro, at han i det næste årti vil være blandt verdens bedste fodboldspillere.

Men den franske titel er hovedsageligt en holdpræstation. Sådan må det være, når landstræneren hedder Didier Deschamps. I 1998 løftede han selv trofæet som anfører efter et VM i rollen som den usynlige oprydder på midtbanen. Nu gentog han det som træner som den tredje i historien efter Mário Zagallo og Franz Beckenbauer.

Længe har Deschamps været udskældt, latterliggjort og undervurderet. Efter semifinalen blev hans hold anklaget for at spille ’anti-fodbold’ af de forsmåede belgiere. Påstanden fremstod lettere patetisk, selvom man sagtens kan mene, at Frankrig med det nuværende spillermateriale kunne have grebet VM anderledes og mere angrebsivrigt an.

Franskmændene var ikke uheldige med pauseføringen efter et selvmål af Mandžukic og VAR-straffesparket. Men holdet har under VM haft så mange styrker, at det er svært at indvende noget mod, at holdet nu er verdensmester. Holdet har tilpasset sig kampene undervejs, og det har været en nøgle i dette VM. Frankrig har vundet de seks kampe, hvor holdet stillede med A-holdet, og alle fire kampe i knockoutfasen blev vundet allerede efter 90 minutter.

For 20 år siden var forløsningen måske nok en anden, da titlen dengang var den første i historien og blev vundet på hjemmebane under det forventningspres, det medførte. VM i 1998 skabte begrebet ’black, blanc, beur’ om landsholdet, der bragte de sorte, hvide og araberne sammen på det franske landshold.

Hvad vil 2018-mestrene så huskes for? Som holdet, der virkelig var et hold og den ultimative modsætning til det selvdestruktive mandskab fra VM i Sydafrika for otte år siden, da Frankrig nåede et lavpunkt. Store stjerner arbejder i holdets tjeneste med Pogba og Griezmann som de fremmeste eksempler.

Efter kampen talte den kroatiske landstræner Zlatko Dalic om, at finalen måske havde været Kroatiens bedste kamp i turneringen, og at hvor kroaterne nok havde haft marginalerne med sig i de tidligere kampe i knockoutfasen, så havde man ikke haft heldet på sin side i første halvleg.

Efter en nervøs start tog kroaterne grebet om kampen, og de dygtige offensivspillere bevægede sig godt rundt og byttede position og udfordrede den franske organisation. Den træthed, som havde været logisk efter det udmarvende slutspil, var ikke til at få øje på.

Kroaterne spillede med klasse og viste, at nok var det en historisk overraskelse, at en så lille nation havde spillet sig i VM-finalen, men bedømt på det strålende spillermateriale hører Kroatien naturligt til blandt de store ved VM.

At holdet ikke på forhånd blev set som et hold, der kunne præge VM, hænger især sammen med det kaos, der i mange år har præget kroatisk fodbold, og den vaklende kvalifikationsturnering, der udløste en trænerfyring inden den allersidste kamp i Ukraine. At et hold præget af sådan en uro og med en i international sammenhæng uprøvet træner kunne nå en VM-finale, havde de færreste forestillet sig.

Der har været noget tvetydigt over Kroatiens VM-succes. De internationale medier har i de sidste dage ledt efter sammenhænge og forklaringer, men haft svært ved at finde dem. Når Kroatien spiller sin første hjemmekamp efter VM, i den nye Nations League, gør holdet det på et tomt stadion som straf for hagekorset i græsset til en EM-kvalifikationskamp mod Italien for et par år siden. Et eksempel på de dårlige sager, der har gjort, at verden ikke ubetinget har kunnet kaste kærligheden på Kroatien som en ren solstrålehistorie.

Men spillerne på banen har skabt respekt, beundring og sympati. Deres kvalitet har overtrumfet de mange problemer i kroatisk fodbold, og de har vist en klasse og ikke mindst en viljestyrke, som givetvis er opbygget af baggrunden i en ung nation. Og vi andre kan umuligt sætte os ind i, hvad en opvækst præget af borgerkrig kan gøre ved en generations identitet.

Det kroatiske hold var blandt VM’s ældste, og da Luka Modric efter slutfløjtet modtog Den Gyldne Bold som turneringens bedste spiller, var det en sjælden individuel hæder af en stor spiller, som plejer at stå i skyggen af større stjerner i Real Madrid, men som ved VM har været den største blandt de kroatiske spillere og i semifinalen mod England gik forrest i det kroatiske comeback.

”Modric forlod banen, som var han blevet udsat for tortur. Men han skal bare have en bold for fødderne for at blive genopladt,” skrev Jorge Valdano i en klumme i den engelske avis The Observer på finaledagen.

Hæderen af Modric var en fortjent hyldest og kan også ses som en hæder for hele hans store karriere. Efter kampen så han drænet ud, da han stod over for os journalister. Han talte om en bittersød følelse, da han blev spurgt til sin personlige hæder. Og tilføjede, at man ikke kunne sætte en finger på Kroatiens præstation i finalen.

Mens Modric fik sin gyldne bold, og holdene modtog medaljerne, åbnede himlen sig over Luzjniki. Kun en enkelt paraply dukkede op nede på banen og blev naturligvis placeret over Vladimir Putins hoved, mens de to statsoverhoveder Emmanuel Macron og Kolinda Grabar-Kitarovic i den kroatiske landsholdstrøje blev gennemblødte. Det var nemt at give det en symbolsk betydning. Selv himlen græd over, at det hele nu var ovre, og at der nu er fire år til det næste VM. Men der lå også noget dybere i det. Fornemmelsen af, at fodbolden og VM nu går ind i en ny tid, og at det ikke er sikkert, at fremtidens slutrunder bliver lige så gode som nutidens.

To franske VM-titler har indrammet 20 år med et velfungerende VM med 32 hold. Næste gang bliver finalen spillet seks dage før juleaften i et lille land uden fodboldtraditioner og på en problematisk baggrund. Og i en turnering, som muligvis udvides til 48 hold med et umuligt turneringsformat som konsekvens.

Også derfor kan VM 2018 hurtigt få et nostalgisk præg over sig. Som et smukt farvel til én tid i fodbolden, inden markedskræfterne og magten ændrer VM for altid.
Alt det tænkte Didier Deschamps næppe på, da han et par timer efter slutfløjtet satte sig foran journalisterne på Luzjniki og gjorde status. Inden han fik svaret på det første spørgsmål, blev salen invaderet af hans spillere, der sang og hyldede deres landstræner og dansede på bordet. Da ordensmanden og landstræneren igen var ladt alene med journalisterne, var det første spørgsmål, hvordan han ønskede, at verden vil huske dette franske mandskab.

Deschamps tænkte sig om inden svaret:

”Det er svært at svare på. Hvad skal folk huske? De skal huske, at Frankrig er verdensmester. Det vil sige, at vi gjorde det bedre end de andre,” sagde Deschamps med et rammende og tørt svar om et stærkt, solidt og troværdigt hold, der var det bedste ved et begivenhedsrigt og fascinerende VM i Rusland.