I foråret 2013 fik Tom Collenburg konstateret hoved-halskræft, og under den første operation blev halvdelen af hans tunge fjernet. Den efterfølgende strålebehandling gav ham problemer med at synke, og udover de fysiske smerter kæmpede han med at få tilkendt førtidspension.
Hvis hospitalet ikke havde henvist den i dag 63-årige tidligere sømand til kræftrehabilitering, hvor han netop kunne få hjælp til alle sine problemer, havde han aldrig opdaget, at det fandtes.
- Jeg anede ikke, hvad det var, og hvad jeg kunne få ud af det. Jeg har ikke haft kontakt til det danske sundhedsvæsen før og havde ikke overvejet selv at undersøge mine muligheder for at få hjælp, siger han.
Tom Collenburg har delt sine erfaringer med behandlingen efter sin kræftsygdom i en netop offentliggjort rapport om, hvorfor færre lavtuddannede end højtuddannede får opfølgende støtte efter deres kræftsygdom.
Skeptisk gruppe
En undersøgelse tidligere på året viste, at patienter med en videregående uddannelse har 33 procent større sandsynlighed for at blive henvist til kræftrehabilitering end patienter med en kort eller ingen uddannelse.
En forklaring på dette er, at patienterne ikke altid får det tilbudt på hospitalet, siger professor ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet Tine Tjørnhøj-Thomsen, som står bag undersøgelsen.
- Arbejdsdagen på sygehusene er travl, hvilket gør det svært for personalet at finde tid til at sætte sig ind i de tilbud, der er, og tilbyde dem til patienterne. Det går oftest ud over patienter med ingen eller korte uddannelser, da de ikke selv undersøger deres muligheder på internettet. Samtidig har vi at gøre med en gruppe, der er mere skeptisk over for systemet, og som ikke nødvendigvis orker rehabiliteringstilbud, men netop har brug for dem. Gruppen er ikke homogen, men noget kendetegnende er, at patienterne ofte kæmper med mange sociale problemstillinger udover sygdommen, og det fordrer en faglig indsats, siger Tine Tjørnhøj-Thomsen.