Det er nemt at købe sig fattig i hostemedicin, pastiller, bolcher og andet, der skal hjælpe mod den trælse kriller i halsen. Hoste er irriterende, det spolerer nattesøvnen, trætter kroppen og den kan være svær at slippe af med igen.
Derfor tyr vi til alverdens lindrende bolcher, når vi har fået hoste. Men det kan være unødvendigt, har Daily Mail tidligere skrevet.
Spis chokolade i stedet.
Det påstår professor og hosteekspert Alyn Morice fra Hull University på baggrund af et studie kaldet ROCOCO, der har kigget nærmere på og studeret effekten af forskellig medicin hos 163 patienter med hoste.
Her fandt man frem til, at medicin med kakao i er bedre mod hoste end andet medicin. Det samme har et andet studie fra Imperial College i London fundet frem til:
- Tidligere har forskere ved Imperial College i London fundet ud af, at "theobromine" - et stof, der findes i kakao - er mere effektiv til at undertrykke behovet for at hoste end kodein, som er en hyppigt anvendt ingrediens i hostemedicin, har Alyn Morice i følge idenyt.dk sagt til Daily Mail.
Det skal spises ikke drikkes
Kakaoen går ind og hjælper, så man ikke længere føler behovet for at hoste, siger Alyn Morice:
- Chokoladen danner en hinde, som beskytter nerveenderne i halsen, som er dem, der fremkalder trangen til at hoste.
Hvis du sutter på et styk chokolade, vil det lindre lidt. Det hjælper ikke at drikke det, da det skal være i kontakt med halsen i længere tid.
Og det hjælper altså bedst, hvis det som en ingrediens i medicin, siger professoren, der alligevel slår fast, at man kan opnå lindring ved at sutte på noget chokolade.