I Københavns Lufthavn konfiskerer sikkerhedsfolk hver dag omkring et ton sodavand, spiritus og parfume i sikkerhedens navn.
Men om de omfangsrige sikkerhedsprocedurer er et effektivt middel mod terrorister, står tilsyneladende hen i det uvisse.
En gruppe amerikanske forskere fra Harvard School of Public Health har netop offentliggjort studie af sikkerhedstjek i lufthavne verden rundt, og de konkluderer overraskende, at der ikke findes noget bevis for, at de tidskrævende og dyre procedurer forhindrer terror.
Lovgivning i lynfart
I den seneste udgave af tidsskriftet British Medical Journal langer forskerne ud efter politikere og myndigheder, der efter deres mening har indført de nye, internationale sikkerhedsregler i al hast og uden at undersøge sagerne ordentligt.
»Vi lagde mærke til, at de nye sikkerhedsprotokoller i lufthavnene blev indført, straks efter der blev rapporteret om terrortrusler i medierne,« skriver forskerne og under sig over, at der indføres nye love, uden at det først undersøges grundigt, om de vil have en effekt.
Sodavand som bomber
Et af Harvard-forskernes eksempler er fra august 2006, hvor de britiske myndigheder afslørede en gruppe, der ville sprænge fly i luften med flydende sprængstof i sodavandsflasker. Allerede 6. november samme år blev der indført et internationalt forbud mod væsker over 100 milliliter i håndbagagen.
Hos Statens Luftfartsvæsen, som står for lufthavenes sikkerhed i Danmark, ser man den hurtige lovgivning som en fordel.
»De forholdsregler, som der bliver taget, kommer jo på baggrund af konkrete begivenheder. Når personer en gang har fundet på at lave en væskebombe, kan det ske igen. Det er selvfølgelig umuligt at bevise objektivt, at det virker. Men vi har ikke haft terrorangreb mod fly, siden de nye regler blev indført,« siger kommunikationschef Thorbjørn Ancker fra Statens Luftfartsvæsen. Samtidig understreger han, at der bliver taget eksperter med på råd, før nye regler vedtages.
Koster 30 milliarder
På verdensplan bruges der ifølge Reuters næsten 30 milliarder kroner hvert år på sikkerhedstjek i lufthavne, og det beløb er steget støt siden 2001.
»Når det handler om flysikkerhed går man med både livrem og seler. Lufthavnens security er den sidste barriere, og der kan man ikke risikere noget. Vi mener, at det nuværende sikkerhedsniveau er passende, men det er selvfølgelig et politisk spørgsmål, om man lægge mere vægt på sikkerheden eller passagerernes komfort,« siger Thorbjørn Ancker.
Transportminister Carina Christensen (K) ønsker ikke at kommentere undersøgelsen.