Den bebudede udflytning af de danske seddelpresser og mønt-maskiner fra Den Kgl. Mønt og Seddeltrykkeriet i Nationalbankens lokaler på Havnegade i hjertet af København bliver nu udmøntet.
HK oplyser ifølge BT, at alle forbundets medarbejdere er sagt op og fratræder ved årets udgang.
Allerede i oktober 2014 annoncerede Nationalbanken, at pengeproduktionen skulle udliciteres til en virksomhed i udlandet. Og nu sker det.
Fremover vil de mønter du har i pungen således blive præget af den statslige finske virksomhed, Mint of Finland, som har indgået en fireårig kontrakt.
Om fire år ryger også trykningen af sedler til udlandet. Det sker når Nationalbanken henter de sidste pengesedler fra eget lager, og der samtidig introduceres en helt ny serie af sedler.
Dermed er det slut med en 1.000 år gammel tradition. Der er præget mønter i Danmark siden Svend Tveskæg var konge fra 987 til 1014. Sedler har været gangbar valuta siden 1700-tallet.
Nationalbanken forventer en samlet besparelse på 100 millioner kroner frem til 2020 ved at flytte seddel- og mønt-produktionen til udlandet.
Læs også: "Den danske krone flytter til udlandet"