Der er løftede arme og jubel hos Ewa F. Møller og Bo Lyngvig, et af de par der er gået forrest i kampen mod gensidig forsørgerpligt.
De bor sammen med Ewas børn udenfor Herning, og er et af de omkring 12.000 par, der er berørt af gensidig forsørgerpligt.
Ewa F. Møller er syg med stress og depression og var på kontanthjælp. Med loven om gensidig forsørgerpligt stod Bo til at skulle forsørge Ewa F. Møller og hendes børn.
Blandt andet skulle Bo Lyngvig trække 140.000 kroner fra sin pensionsopsparing for at forsørge hende. Parret fik ændret reglerne, så pensionen først skulle inddrages fra næste år.
Men i aftes lød de første rygter på Facebook, at nu var det måske slut. Som en del af Finanslovforhandlingerne mellem regeringen og Enhedslisten og SF skal den gensige forsørgerpligt rulles tilbage, før den overhovedet er helt indført.
”Det er en kæmpe, kæmpe sejr. Jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt stolt, fordi vi har kæmpet så hårdt. Endelig, langt og længe og op af bakke, har politikerne indset at det her var forkert fra starten af,” siger Ewa F. Møller.
Vil køre sag mod Staten til ende
I år er den gensidige forsørgerpligt kun indfaset med halv kraft. Det vil sige, at der har været halv kontanthjælp udbetalt, selvom den ene i et par tjente nok til at skulle forsørge den anden. Fra nytår træder forsørgerpligten helt i kraft, og hjælpen stopper.
For parret i Herning startede året med at de fik tre afgørelser på en måned om, hvem der skulle forsørge hvem.
Senere stod Bo Lyngvig frem i medierne protesterede mod, at Herning Kommune bryder persondataloven ved at udlevere oplysninger om formue til den anden part i forholdet.
Ewa F. Møller og Bo Lyngvig er er også et af fem par med hjemmeboende børn, der har anlagt sag mod Beskæftigelsesministeriet, fordi de mener den gensidige forsørgerpligt er et brud på Grundloven.
”Selvom den gensidige forsørgerpligt bliver trukket tilbage i dag, så skal den sag køre til ende. For vi skal have styr på det, så en kommende regering ikke igen forsøger at indføre det,” siger hun.
Kostede nedtur
Ewa F. Møller er i virkeligheden helt ude af problemet, for hun har fået hastebehandlet sin sag om fleksjob, fordi familien var i en så klemt situation, og Ewas barn med ADHD også kom i klemme.
Ewa F. Møller siger, at al uvisheden kostede hende en personlig nedtur, der har sat sig fast, så hendes arbejdsevne nu er sat fem timer lavere end for et år siden.
”Det har også tæret rigtig hårdt på vores forhold, fordi jeg stod der midt i et forløb om fleksjob og med et handicappet barn, og jeg vidste ikke, hvordan det skulle ende,” siger hun.
Da hun hørte om muligheden for en lovændring i aftes, troede hun første ikke på det. ”Det kom som en chok. Jeg troede det ville tage mindst et år mere, før der var håb. Det er så fantastisk. Den lov ødelægger Danmark. Den splitter familier, og hvis vi ikke stifter familie uddør vi en dag, eller ender i singlefamilier. Man kan ikke bygge familier op, når der ikke er penge til mad,” siger hun.