Danske forældre arbejder mest i Europa

Børnefamilier i Danmark hører til dem, der knokler allermest i Europa. Det siger lederen af Center for Balance mellem Arbejds- og Familieliv. Hun gider ikke høre mere om, at danskerne er dovne.
Helle Rosdahl Lund vil ikke høre mere snak om, at danskerne arbejder for lidt: “Så snart vi flytter sammen og danner par, så har vi den højeste arbejdstid i forhold til par i lande, vi sammenligner os med."
Helle Rosdahl Lund vil ikke høre mere snak om, at danskerne arbejder for lidt: “Så snart vi flytter sammen og danner par, så har vi den højeste arbejdstid i forhold til par i lande, vi sammenligner os med." Pressefoto

Sangen om at danskerne arbejder for få timer har en falsk undertone.

Det siger leder af Center for Familie- og Arbejdsliv, Helle Rosdahl Lund i kølvandet på en række artikler Avisen.dk har skrevet om, hvor svært det er for mange danske børnefamilier at skrue en hverdag sammen med job og daginstitutioner.

LÆS OGSÅ: Vanvidskalender: Hjælp til forældre vraget

Når man revser danskerne for at ligge lavt i antal arbejdstimer glemmer man nemlig at tage højde for, at danske par samlet set hører til i den europæiske superliga, fordi både mænd og kvinder lægger mange timer på arbejdsmarkedet.

“Så snart vi flytter sammen og danner par, så har vi den højeste arbejdstid i forhold til par i lande, vi sammenligner os med. Det er kun islændingene og svenskerne, der kommer op på samme niveau,” siger Helle Rosdahl Lund, der kan blive helt vred, når hun hører, at danskerne skulle være dovne.

“Det holder overhovedet ikke. Vi kan godt hamre en pæl igennem den der med, at vi piver,” siger hun.

Arbejder langt over gennemsnittet

Vores arbejdsuge på 37 timer ligger godt nok nogle timer under de fleste landes gennemsnitlige arbejdstid, men til gengæld lægger hver familie altså et meget højt antal timer, fordi kvinderne i Danmark også arbejder meget og begge forældre altså samlet set er meget væk fra hjemmet.

“Vi arbejder som familier rigtig meget og langt mere, end dem vi sammenligner os med,” siger Helle Rosdahl Lund.

LÆS OGSÅ: Far til fem: Anerkend dog at vi knokler!

73 procent af de danske kvinder er erhvervsaktive.

Det er et tordnende højt tal i  forhold til andre europæiske lande som Holland, Belgien og Tyskland for ikke at tale om Spanien, Italien og Portugal. Og det er pænt over det europæiske gennemsnit som er 65 procent.

Hausfrau i Tyskland

I vores naboland Tyskland er det helt almindeligt, at kvinderne stopper med at arbejde, når de får børn.

“I Tyskland tager de fleste kvinder en uddannelse, men når de så bliver gift og får børn, så hopper de hjem og bliver Hausfrau. Det gør vi ikke i Danmark, og det har da også nogle konsekvenser,” siger Helle Rosdahl Lund.

Men vi vil vel ikke derhen, hvor de danske kvinder skal være husmødre igen?

“Nej, men jeg savner dels en anerkendelse hos arbejdsgiverne af, at hvis de vil have  dygtige medarbejdere i fremtiden, så er de nødt til at tage den nye dagsorden til sig. Den yngre generation vil nemlig have tid til deres børn, og vil måske gerne på deltid i en periode, og vi ser jo også at nogle vælger at lade mor eller far gå hjemme. Samtidig skal den enkelte familie også turde sige: det er ok, at vi arbejder færre timer, så skruer vi ned for forbruget og sælger bilen. Man skal sætte sig ned som familie og spørge: hvad er det egentlig vi vil og så turde vælge det rigtige.”

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.