Over 100 maskerede bøller angreb politiet

Politiet pacificerede bande-sympatisører med stave og peberspray efter de havde kastet ting efter politiet. De er nu anholdt og kørt væk.
Det er ikke første gang, at der er tumult foran retten i Glostrup. Her er det i november, hvor forskellige grupperinger røg i totterne på hinanden og politiet.
Det er ikke første gang, at der er tumult foran retten i Glostrup. Her er det i november, hvor forskellige grupperinger røg i totterne på hinanden og politiet. Foto: Kristian Linnemann / POLFOTO

En retssag ved retten i Glostrup skabte i dag så meget tumult foran retten, at politiet til sidst skred ind og foretog en masseanholdelse.

Det bekræfter politiinspektør Michael Kristiansen over for Newspaq.

Han fortæller, at op imod 150 var mødt op foran retten, hvor de forsøgte at få adgang til en verserende sag om skyderi i bandemiljøet.

Politiet ønskede dog ikke sympatisørerne inden for, og da de i øvrigt ikke fulgte politiets anvisninger udviklede situationen sig.

"Vi prøver at fortælle de fremmødte, at de ikke må være maskerede. Men da flertallet forblev maskerede, og da de begyndte at smide ting efter politiet, skred vi til anholdelser," siger han.

Politiet måtte bruge stav og peberspray under anholdelserne.

De omkring 100 anholdte blev herefter placeret i et såkaldt futtog, indtil en bus kom og hentede dem.

På politigården i Albertslund skal det nu besluttes, hvad de unge bøller skal sigtes for.

Ifølge politiinspektøren er der en bred palet, der kan tages i brug.

"Der er kastet ting efter politiet, overtrædelse af maskeringsforbuddet og politibekendtgørelsen. Men det kan vi ikke sige med sikkerhed endnu," siger han.

Michael Kristiansen fortæller at det ikke er første gang, at sympatisører til sigtede møder så talstærkt op ved retten. Derfor var politiet også massivt til stede.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.