Amerikaner på prøve i Brøndby

SAS Ligaens tophold tester i den kommende uge en ung amerikansk angriber.
Foto: Foto: Hans Andersen
Foto: Foto: Hans Andersen

Den 23-årige Robbie Findley, som Brøndby har til prøvetræning, har spillet en enkelt landskamp for USA og er til daglig på kontrakt i Real Salt Lake fra Utah i den amerikanske MLS-liga.

Men nu, hvor MLS-ligaen holder pause, har han taget turen over Atlanten i håb om en kontrakt med europæisk hold, skriver Sporten.dk

Sportsdirektør i Brøndby Anders Bjerregaard så tirsdag Findley på træningsbanen, hvor amerikaneren så skarp og hurtig ud.

"Han er en spændende spiller, og det så fint ud i dag, men nu må vi se i de kommende dage, hvad han kan. Vi spiller fredag mod Herfølge og søndag mod Frem, mens U-holdet spiller lørdag. Han skal nok få noget spilletid, men i hvilken kamp bestemmer Kent Nielsen. Og så må vi se, hvordan han klarer det," siger Anders Bjerregaard.

Brøndbys træner Kent Nielsen oplyser desuden, at den svenske midterforsvarer Jon Jönsson er tæt på at træne med igen efter en hjernerystelse med alvorlige eftervirkninger.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.