Partierne bag forårets jobplan, Dansk Folkeparti, de radikale og Liberal Alliance, er i fokus, når finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) senere fredag genoptager forhandlingerne om en arbejdsmarkedspakke som led i finansloven for 2009.
Det sagde Lars Løkke Rasmussen fredag formiddag på vej til møde med Finansudvalget om den finansielle krise. Han afbrød fredag aften forhandlingerne med Socialdemokraterne, fordi regeringen og Socialdemokraterne ikke kunne blive enige om et indgreb i dagpengene. Men han forsikrede, at regeringen stadig har en ambition om, at vi skal have flere hænder ud på arbejdsmarkedet.
"Det er muligt, der findes nogen herinde, som ikke vil tage problemerne alvorligt. Men vi er jo regering, så vi er nødt til det. Og hvis velfærdssamfundet skal hænge sammen, også på længere sigt, skal vi simpelthen have flere hænder ud på arbejdsmarkedet. Den udfordring består, og den arbejder jeg målrettet på at løse," sagde Lars Løkke Rasmussen.
"Det er en død ende, og derfor må vi senere på dagen finde et andet spor," sagde finansministeren, der ikke anså det for muligt, at Socialdemokraterne kan være med.
Han gjorde opmærksom på, at regeringen i foråret lavede en jobplan med en "arbejdsom kreds af partier," nemlig Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance.
"Man kan meget vel tænke sig, at det er den kreds af partier, der også må trække i arbejdstøjet nu," tilføjede finansministeren.
-Newspaq