Ifølge Flygtningenævnet vil det være alt for farligt for manden at blive sendt hjem med terroranklager i bagagen. Derfor får han nu tålt ophold i Danmark.
Den danske tuneser blev sammen med to andre anholdt i Århus i vinters, fordi Politiets Efterretningstjeneste mente, at de planlagde at myrde Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. Mens den ene hurtigt efter blev løsladt, valgte den anden i sommers frivilligt at forlade Danmark.
Den tilbageværende tuneser får med ophold i Danmark lov til at være her, men får hverken lov til at arbejde eller modtage offentlige ydelser i Danmark. Han skal endvidere med jævnlige mellemrum møde op hos politiet.
Med det tålte ophold i sagen opholder der sig i øjeblikket tre mænd i Danmark, der er blevet administrativt udvist på anklager om, at de forbereder terror - men som altså ikke kan sendes hjem, uden at deres liv vil være i fare.
-Newspaq