Enten
er det en grov fejl – eller også er der nogen, der dækker over hinanden.
Det
siger socialdemokraterne i Århus, der mener, at en redegørelse fra kommunen indeholder
forkerte og vildledende oplysninger.
- Det
er ganske alvorligt det her. Vi må kunne stole på, at de oplysninger, vi får er
korrekte, siger socialdemokraternes politiske ordfører, Jacob Bundsgaard
Johansen, til avisen.dk.
TV2 dokumenterede
i et længere program torsdag aften, at der i hele 14 måneder var voldsomme
sociale problemer med en nyfødt dreng, før kommunen skred ind. Og det selvom kommunen udmærket vidste, at den underbegavede mor slet ikke magtede at
tage vare på barnet.
For få besøg
Programmet viser også, at der i 10 dage i træk ikke var ét eneste besøg fra kommunen.
Men i
redegørelsen fra kommunen hedder det, ifølge Socialdemokraterne, at der var
besøg hver eneste hverdag.
- Vi må
konstatere, at vi har fået en redegørelse fyldt med fejlagtige oplysninger. Og
det sætter jo spørgsmålstegn ved, om redegørelsen overhovedet er det papir
værd, den er skrevet på, siger Jacob Bundsgaard Johansen.
Han vil nu kræve en forklaring for socialudvalget.
Rådmand
Gert Bjerregaard (V) har tidligere i dag bebudet en uvildig undersøgelse af forholdende i Århus
Kommunes socialforvaltning.
- De fejl, der er lavet, skal rettes hurtigst muligt. Imidlertid er det også sådan, at de meldinger, jeg får fra forvaltningen, tegner et mere nuanceret billede end udsendelsen. Derfor skylder vi alle at komme til bunds i sagen, siger socialrådmanden i en pressemeddelelse torsdag aften.