Årets Roskilde Festival-gæster får rig mulighed for at komme på glatis. Også uden indtag af alkohol.
Som et særlig underholdningstilbud lancerer festivalen i år en skøjtebane, som de mange tusinde gæster kan muntre sig med i pauserne mellem de mange koncerter.
- Nej, vi forventer ikke pludselige klimaændringer eller fryser selv vores badesø til is! Derimod er den 1.000 kvadratmeter store kunstige skøjtebane fremstillet af solidt plastik, som kan benyttes helt gratis i alle festivalens otte dage, skriver festivalen på hjemmesiden, hvor også det fulde musikprogram, der blev præsenteret i går, kan læses.
Man behøver ikke medbringe skøjter hjemmefra - de kan lånes ganske gratis på festivalen.
Udover musikken er der som vanligt læssevis af andre underholdningstilbud så som skate-rampe, badesø, biograf og byggelegeplads.