Tingene er vendt på hovedet på Vestegnen.
Det er ikke længere surmulende spillere med opgivende attituder, der stiller op til interview, når formiddagstræningen er overstået. Tværtimod. Lysten til fodbold har igen indfundet sig i Brøndby-truppen. I aften skal holdet på SAS Arena forsvare den 3-0-føring, man skabte for godt en uge siden.
»Nu kan spillerne se pokalen for enden af tunnelen. Vi har fået medgang, og det nyder spillerne. Og det skal de blive ved med, og det kræver et brugbart resultat mod FC Midtjylland. Jeg nægter at sige, at opgøret er afgjort på forhånd, for med 35 års erfaring kan jeg sige, at fodbold er mere lunefuldt end kvinder,« siger Tom Køhlert, der ligesom sine disciple har fundet smilet frem igen.
Howard var i tvivl
Mark Howard, som har været med i hele Brøndbys nedtur, glæder sig over de nye tilstande i Brøndby, og han ser pokalfinalen som det perfekte punktum på en lang og hård periode.
»Jeg er virkelig glad for, at jeg nu er med på et hold, som spiller godt og har succes. Jeg vil ikke sige, at det er ’game over’ endnu for Midtjylland, men meget skal gå galt, hvis vi ikke går til finalen,« siger englænderen, der midt i krisen overvejede at forlade Brøndby.
»Nu er jeg glad for, at jeg blev, men da det var værst, havde jeg da min tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive i klubben. Men jeg har nogle gode venner i omklædningsrummet, og det fik mig til at give det en chance mere herovre,« forklarer Howard.