Måske er der håb forude for verdens millioner af fattige, der i disse minutter slås for maden verden over.
Vesten kan i hvert fald gøre fem helt konkrete ting for at afhjælpe fødevarekrisen.
Det mener en af Danmarks førende fødevareforskere, seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Fødevareøkonomisk Insitut.
Her er hans bud:
Drop biobrændslen. USA har siden 2005 har stået i spidsen for at lave mad om til brændstof, men det kan ikke betale sig, når så mange mennesker sulter. I stedet bør man satse på det såkaldte andengenerationsbiobrændsel, hvor man ikke bruger fødevarer som enerigkilde.
Fjern landsbrugsstøtten til de rige lande. Den er godt nok blevet halveret de seneste femten år, men 20 procent af værdien af landbrugsproduktionen i de vestlige lande kommer stadig fra støtte. I udviklingslandene er støtten lig nul, og det giver fra starten en unfair konkurrence.
Gensplejs maden. Det vil betyde, at færre afgrøder bliver angrebet af sygdomme, og det kan forlænge deres holdbarhed. I dag bliver halvdelen af jordens fødevarer ikke brugt til menneskeføde – enten rådner de eller bliver spist af skadedyr.
Forbyd de enkelte lande at lave eksportforbud, som gør det ulovligt at sælge korn til udlandet. Forbuddene svækker den enkelte landmands muligheder for succes – og dermed hans chancer for at levere mere korn, majs eller ris.
Sørg for at give noget akut hjælp til u-landene. Hurtig hjælp kan betyde, at man undgår politisk splid og forhastede beslutninger truffet af desperate regeringer.
* Ifølge Verdensbanken er prisen på mad steget med 80 procent i
løbet af de seneste tre år. 33 lande risikerer uroligheder på grund af
manglende mad.
* For at kunne holde trit med
befolkningstilvæksten skal der produceres mere mad over de næste 50 år,
end der er blevet produceret igennem de sidste 10.000 år.
*
Den gennemsnitlige afghanske husholdning bruger nu omkring 45 procent
af sin indkomst på mad sammenlignet med 11 procent i 2006. Flere andre
steder er tallet mellem 60 og 70 procent. I Danmark bruger vi cirka 15
procent på mad.
* Vi har nok mad herhjemme: Fødevarer og
landbrugsprodukter for næsten 61 mia. kr. forlod i 2006 Danmark for at
finde afsætning i andre lande. Imens forbyder Indien eksport af ris for
at undgå sult i egne rækker.
* I november 1974 mødtes 1.000 mennnesker i Rom til FN-møde for at diskutere problemer med hungersnød verden over.
*
Et menneske kunne leve 365 dage for den mængde majs, der bruges til at
producere en enkelt tankfuld bio-brændstof til en stor, amerikansk bil.