Nyhedsavisens udsendte korrespondent i New York, USA.
På forreste række står en sort kvinde og tørrer sine tåre væk.
Hun kigger op, så ned igen og så tilbage på den mand, som millioner af amerikanere i øjeblikket er parat til at vælge som deres næste præsident.
Og som i nat dansk tid - som den første sorte kandidat nogensinde - accepterede udfordringen "med dyb taknemmelighed og stor ydmyghed" foran 84.000 begejstrede fans i Denver, Colorado.
- Jeg ved godt, at jeg ikke er den typiske kandidat for dette job. Jeg passer ikke ind i stereotyperne, og jeg har ikke brugt min karriere i gangene i Washington. Men jeg står foran Jer her i nat, fordi der er noget, der rører på sig i Amerika. Og hvad dem, der altid siger nej, ikke har forstået er, at valgkampen aldrig har handlet om mig. Den handler om Jer, siger Barack Obama.
Og så rejser de 84.000 sig igen og igen. Klapper, vifter med flag og råber nogle af de slagord, som kandidaten har gjort så populære - "Ja, vi kan" - "Yes, we can".
Ikke råd til at køre i biler
Han taler om ansvar. Og om at forandre USA. Ikke fra et kontor i hovedstaden Washington, men gennem de mange millioner af mennesker, der har stemt på ham i de seneste måneder.
Tag for eksempel et arbejde i en organisation som frivillig - og få din uddannelse betalt. Noget for noget.
- I aften er flere amerikanere uden job eller arbejder for lavere løn. Mange af jer har tabt jeres hjem og endnu flere har set værdien af jeres huse styrtdykke. Mange af jer har biler, I ikke har råd til at køre i, regninger for kreditkortet, som I ikke kan betale... Det er ikke regeringens skyld. Men det er deres fejl, at de ikke har reageret. Amerika, vi er større end de sidste otte år. Vi er et bedre land end dette, siger han.
Han taler langsomt og kontrolleret. En mand af mange ord. Og en mand, der ved, hvordan han skal lægge dem.
McCain elsker også USA
Obama lægger ikke skjul på, at der vil være en verden til forskel på Det Hvide Hus under ledelse af ham selv eller den republikanske kandidat, senator John McCain.
- Men jeg vil ikke påstå, at senatoren vælger sine synspunkter bare for at vinde. Fordi en af de ting, som vi må ændre i vores politik er tanken om, at vi ikke kan være uenige uden hele tiden at angribe hinandens karakter og patriotisme.
- Det er ikke fordi, at jeg tror, at McCain er ligeglad. Han har bare ikke forstået det, siger Barack Obama, der senere tilføjer:
- Jeg forstår det.
- Jeg elsker dette land, det gør I også. Og det gør John McCain også. De mænd og kvinder, der kæmper på slagmarkerne er måske demokrater, republikaner eller uafhængige, men de har kæmpet sammen og blødt sammen - og nogle er døde sammen under det samme stolte flag. De har ikke kæmpet for et rødt Amerika eller et blåt Amerika, de har kæmpet for De Forenede Amerikanske Stater. Så jeg har en nyhed til dig, McCain - vi sætter alle vores land først, siger Barack Obama.
Læs hele Barack Obamas tale her og læs de seneste valgartikler på www.avisen.dk/usa
Obamas tale i nat
Talen blev givet næsten præcist 18 måneder efter Barack Obama først officielt erklærede, at han ville forsøge at blive præsident i USA.
Talen varede næsten 45 minutter og blev givet foran mindst 80.000 mennesker i Invesco Field-centret i Denver, Colorado.
Talen markerede præcist 45-årsdagen for Martin Luther Kings meget berømte "I have a dream"-tale.
Aftenen blev afsluttet med et kæmpe fyrværkeri over Invesco Field.
Læs eller se hele Barack Obamas tale her og find altid de seneste valgartikler på www.avisen.dk/usa