Tharin Robert Gartrell blev stoppet ved et lyskryds.
I hans lejede bil fandt betjentene to rifler, et kikkertsigte, walkie-talkies, flere kasser med ammunition, en skudsikker vest, adskillige kørekort under falske navne og stoffet crystal meth i rigelige mængder.
Gartrells anholdelse skete i al hemmelighed i søndags, blot et par kilometer fra det stadium i Denver, hvor Barack Obama i morgen skal tale foran omkring 80.000 mennesker.
Og den 28-årige mand kunne være en »troværdig trussel« mod Obama, som Victor Ross, politichef i Glendale, siger det.
På et hotel i nærheden sprang en af Gartrells venner, Shawn Robert Adolf, ud af fra sjette sal i et forsøg på at undslippe politiet. Han ødelagde sin ankel i faldet og blev anholdt.
Kammeraten Nathan Johnson blev også anholdt på et hotel, og FBI, Secret Service og et særlig anti-terror-enhed tilbageholder fortsat også en mindreårig i sagen.
»Der var mange ting, der tydeligt viser, at de var i byen for grunde, som vi ikke ville ønske, at de var der for,« siger Victor Ross, ifølge avisen The Denver Post.
Opfordrer til ro
Flere lokale medier fortæller, at alle tre unge mænd har forbindelser til racistiske grupperinger, men det er dog langt fra sikkert, at de havde evnerne eller midlerne til at komme forbi den store sikkerhed i Denver, oplyser kilder i FBI.
Statsadvokat for staten Colorado vil ikke kommentere den konkrete sager, men opfordrer til ro.
»Vi er helt sikre på, at der ikke er nogen troværdig trussel mod kandidaten, konventet eller befolkningen i Colorado,« siger Troy Eid til New York Times.
Som den første seriøse sorte præsidentkandidat har Barack Obama fået adskillige dødstrusler, men kampagnen afviser konstant at tale om dem. Også denne gang. Kun én enkelt gang i januar talte Barack Obamas hustru indirekte om de mange trusler.
»Der er stadig mange, selv blandt vores folk, der frygter, hvad der kan gå galt. Men det handler ikke om frygt, venner. Det handler om kærlighed. Jeg ved, at folk gerne vil sikre dem selv fra skuffelser og nederlag – ikke fra os, men fra verden. En verden, som vi frygter måske ikke er klar til en hæderlig mand som Barack,« sagde Michelle Obama i Atlanta.
Frygter for Obama
Obama har siden maj sidste år – endnu før han var i nærheden at blive kandidat – haft beskyttelse på allerhøjeste sikkerhedsniveau, ganske som præsident George W. Bush.
USA-eksperten Niels Bjerre-Poulsen fra Copenhagen Business School, mener ikke, at Obama er mere i fare end andre præsidenter.
»I et stort land som USA, vil du altid kunne finde nogle tosser, der vil slå præsidenten ihjel. Sådan har det altid været. Det eneste, der kan gøre Obama mere truet, er, at han har været glad for store begivenheder. Når man inviterer 80.000 mennesker til sin tale, så kræver det selvfølgelig mere at holde styr på sikkerheden, end hvis man holder sig til mindre begivenheder, som McCain gør i øjeblikket«.
I weekenden bragte The Detroit Free Press en meningsmåling, der viste omkring 1.000 borgeres holdning til følgende sætning:
»Der er mennesker, der vil skade Barack Obama på grund af hans hudfarve, og nogle gange er jeg bekymret for hans sikkerhed«.
57 procent var enige.
Et farligt job
Amerikanske præsidenter er i skudlinjen. Og i bombe- og knivlinjen for den sags skyld. Gennem tiderne har adskillige af USA's præsidenter været udsat for attentater og mordforsøg. Og fire gange er det lykkedes at dræbe supermagtens leder