Kan du huske John Kerry?
En gråhåret krigsveteran og demokrat, der stod til at afløse Bush i Det Hvide Hus for fire år siden.
Men så dukkede gruppen ’Swift Boat Veterans for Truth’ pludselig op. En gruppe af hidtil ukendte krigsveteraner, som kaldte Kerry for fuld af løgn, en ussel pralhals, der havde snydt sig til medaljer - og gruppen købte derefter negative tv-reklamer for millioner af dollars, som også dukkede op ud af det blå.
Og så blev George W. Bush siddende som præsident i endnu fire år.
Først måneder efter valget kom hele historien frem. At veteraner fra Vietnam-krigen fik reklamepengene fra den ultrakonservative millionær Sam Fox, der senere blev udpeget som ambassadør af Bush. Og at kampagnen mod Kerry fra start til slut var skruet sammen af kampagnemanden Arthur J. Finkelstein, der har gjort en karriere ud af at ødelægge demokraters karriere med smuds og halve sandheder.
I år bliver ikke anderledes. Tværtimod.
Valgkamp bliver tæt
Allerede nu har de såkaldte 527-grupper indsamlet 1,2 milliarder kroner, ifølge Centre for Responsive Politics. Langt flere penge end i nogen anden amerikansk valgkamp. Og de kommende måneder vil se samle endnu flere.
Grupperne kan skattefrit bruge pengene til politisk valgkamp uden at afsløre bagmændene, hvis bare de overholder én simpel regel – de må ikke koordinere deres kampagner med kandidaterne.
»Swiftboat-reklamen smadrede Kerry fuldstændigt. Det er mit bud, at denne valgkamp også bliver tæt, og at det igen bliver 527-reklamerne, der kommer til at afgøre det hele,« skriver Stephen Marks, en af de mest beskidte mænd i rygte- og smædebranchen i et nyt notat.
Han kaldes ’Den Politiske Lejemorder’ og har ført succesfulde kampagner mod John Kerry, Al Gore og nu Barack Obama.
På grund af de mange angreb har Obama lavet en særlig hjemmeside for at komme rygterne til livs. Og det er der grund til, mener Stephen Marks.
»Obama har lavet denne hjemmeside, fordi han ved, at der snart vil blive afsløret noget alvorligt snavs om ham. Noget af det vil komme fra os,« siger Stephen Marks. Og han er »meget stolt« af sit arbejde.
Gamle kendinge klar igen
Snavs og halve sandheder spredes på begge sider af det politiske spektrum, men alligevel er det republikanerne, der gennem årene har fået mest opmærksomhed på deres politiske kampagner.
En af dem er Floyd Brown, notorisk kendt som manden, der i 1988 ødelagde Michael Dukakis’ præsidentkampagne med den berømte Willie Horton-reklame.
Dengang beskyldte Brown direkte Dukakis i at være skyld i både dobbeltmord og voldtægt – fordi Dukasis som en svag guvernør har givet drabsmanden Willie Horton lov til at komme ud af fængslet under sin straf.
I dag sidder Floyd Brown på et midlertidigt kontor i Seattle nær det lokale universitet. Og laver film om Obama døgnet rundt.
»Da jeg lavede Willi Horton-reklamen, så kostede det mig over 100.000 dollars at lave. I dag kan jeg lave reklamerne her på min bærbare pc,« siger han, der allerede har produceret en håndfuld anti-Obama-reklamer. Blandt andet en film, der hævder at Obama vil have, at alle amerikanere skal tale spansk.
Spørger man Floyd Brown selv, så er hans kortfilm med til at redde Amerika.
»Jeg er her for at finde alle de informationer, som de traditionelle medier er bange for, som McCain-kampagnen finder besværligt at håndtere – og som formentlig vil få nogle mennesker til at føle ubehag,« siger Floyd Brown til avisen Seattle Times.
Obama som muslim
Hans videofilm på ExposeObama.com handler blandt andet om Obamas muslimske baggrund. De spiller alle på frygt, og Floyd Brown er blevet udskældt og afvist som en ”galning” af sin egen drømmekandidat, den konservative John McCain.
»Det skal McCain jo gøre. Det skræmmer mig ikke. Det ville måske afholde nogle, der var mindre erfarne. Men ikke mig,« siger Floyd Brown.
McCain har dog også selv inviteret nogle af de tvivlsomme herrer indenfor. I juli ansatte McCain en række rådgivere med nær tilknytning til George W. Bushs super-spindoktor Karl Rove – og det har allerede ført til flere tv-reklamer, der anklager Obama for at tro, at han er den genfødte Jesus og sammenligner ham med Britney Spears, Paris Hilton og Moses.
Den demokratiske præsidentkandidat fejrede sin fødselsdag sidst mandags. En af gaverne var et eksemplar af de 250.000 bøger med titlen »Sagen mod Barack Obama,« som det ultrakonservative forlag Regnery sendte på gaden samme dag. Forlaget stod også bag »Uegnet som leder« om John Kerry skrevet af folkene bag Swift Boat Veterans for Truth - og den nye bog er foreløbig røget ind på New York Times førsteplads over bedst sælgende bøger.
»Denne bog har potentialet til at vende valget i 2008, som vores Swift Boat-bog gjorde det i 2004. Den afslører lige så meget om Obama politiske karriere, som vores gjorde om Kerrys militærkarriere,« siger John O’Neill, forfatteren til den første Kerry-bog.
Konklusionerne i bøgerne er i øvrigt de samme. Uden en republikansk præsident, så kan vi lige så godt trække stikket ud af USA og rejse bort: For så ender alt i Sodoma og Gomorra.
Et nyt valg. Alle hovedpersonerne er ændret. Og intet er nyt.