Komikeren Lars Hjortshøj skal være ny vært på TV3. Tv-stationen satser på at lave flere udsendelser selv og har i den forbindelse ansat 40-årige Hjortshøj.
- Vi er på TV3 i gang med at planlægge de sidste detaljer om programmerne i efteråret 2008 og finpudse programplaner længere ud i fremtiden. Og her er det for os utrolig vigtigt, at vi kan byde seerne på ikke alene de bedste programmer, men også de bedste værter. Vi har i lang tid ønsket at knytte Lars Hjortshøj til TV3-familien og jeg er personligt utrolig glad for, at det nu er lykkedes, siger Morten Mogensen, programchef på TV3 og TV3+, i en pressemeddelelse.
- Vi har et helt unikt program klar til ham og seerne i efteråret, men programmets natur gør, at vi endnu ikke vil sige noget om det. Foreløbig ser vi bare frem til at begynde samarbejdet med Lars Hjortshøj, som vi er sikre på vil tilføre vores kanaler endnu mere kvalitet, sammen med vores i forvejen mange gode værter.
Lars Hjortshøj har senest været radiovært på ddet nu kuldsejlede TV2 Radio og medvirket i succes-serien Klovn på TV2 Zulu. Og han glæder sig over aftalen med TV3 og ikke mindst til igen at skulle lave tv.
- Efter en del års arbejde med det fantastiske radio-medie, ser jeg meget frem til at begynde at lave tv igen. Og med det program, TV3 og jeg nu har i ærmet og med de ambitioner, TV3 udviser, er der god grund til at se frem til at begynde at arbejde med tv igen. Jeg er reelt allerede startet på stationen, men det bliver først fra efteråret 2008, at seerne får glæde af det nye program. Jeg glæder mig meget til at lave det – og endnu mere til at præsentere det for seerne, siger Lars Hjortshøj i pressemeddelelsen.