Tiden med en blød linje i indvandrerpolitikken er for alvor forbi for SF. Partiet vil nu belønne indvandrere med årelange ophold og dansk statsborgerskab for at rejse. Går de ikke ind for demokratiet, skal de ganske enkelt have en pose penge for at rejse.
Forslaget er en del af SF og Socialdemokraternes (S) nye store integrationsplan. Ordningen gælder allerede i dag flygtninge og udlændinge, der er kommet til Danmark via reglerne om familiesammenføring. Men forslaget fra S og SF er langt mere vidtgående. Det handler om danske statsborgere og dermed om mennesker, der har boet i Danmark i årevis. Og det handler om at give dem en klar besked: Går du ikke ind for demokratiet, så skrid.
»Det helt afgørende er det signal, vi sender med forslaget. At hvis du er utilfreds med at leve i et demokrati, så skal du ikke blive hængende og undergrave det af økonomiske årsager,« forklarer SF's integrationsordfører, Astrid Kragh.
Kovending fra SF
Socialdemokraterne har tidligere stillet samme forslag, men det er nye toner fra SF, påpeger lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, Robert Klemmensen. Han kalder SF's nye linje »en kovending«.
»SF har klart og tydeligt ændret politik. Det vil partiet selvfølgelig nægte, men faktum er, at det nu har sagt ja til en række forslag, som man ikke tidligere i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at SF ville tilslutte sig. Det her er forslag er helt klart et af punkterne,« siger han.
Astrid Kragh afviser, at SF vil føre en politik, som partiet ikke tidligere kunne støtte, fordi den var for hård. Hun holder samtidig fast i, at forslaget, om at belønne udemokratiske danskere for at rejse, kan føres ud i livet.
»Dumt forslag«
Det tvivler flere af hendes politiske modstandere på. Karsten Lauritzen (V), formand for Integrationsudvalget, kalder det »et ualmindelig dumt forslag«, som »aldrig vil blive gennemført«.
»For det kræver, at man frasiger sig sit statsborgerskab, og hvem ville gøre det? Meget kan man sige om udemokratiske grupperinger, men dumme, ville jeg ikke kalde dem,« siger han.
Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti tror heller ikke på, at forslaget dur i praksis:
»Tankegangen er god nok: Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet og er fjendtlig overfor demokratiet, må man rejse hjem. Men jeg kan ikke se, hvordan man kan sende en dansk statsborger hjem frivilligt? Man kan jo ikke forhindre folk i at rejse tilbage til Danmark igen.«