Træningskampen mellem Næstved og Hansa Rostock er forbi, og dermed skal de tyske hooligans, som har udøvet både vold og hærværk hele vejen fra Gedser til Næstved, transporteres tilbage til Tyskland.
- Vi arbejder hårdt lige nu, så de episoder, som udspillede sig før kampen, ikke gentager sig. Det gør vi ved at separere de ballademagere, der ikke kan opføre sig ordentligt fra de øvrige mennesker i byen, siger politiinspektør Erik Johansen.
Han kan berette om to anholdte. Den ene for vold mod politiet.
- Vi har også iværksat en efterforskning, så vi forhåbentlig kan stille de skyldige personer til ansvar for deres gerninger, siger politiinspektøren.
Han kan ikke endnu ikke udtale sig om en episode, hvor en kvinde i en pølsevogn ved stadion blev overfaldet af de tyske fans, hvilket kostede hende en tur på sygehuset med overfladiske skrammer.