Den tidligere bosnisk-serbiske leder, Radovan Karadzic, valgte i dag at repræsentere sig selv ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag.
Med bemærkningen 'Jeg behøver ikke at blive repræsenteret diplomatisk', afviste han ligeledes at få anden hjælp i sagen.
Yderligere ønskede han længere tid til at læse anklageskriftet, derfor venter han med at erklære sig skyldig eller ikke-skyldig den 29. august.
Med høretelefonerne hængende nonchalant ved skuldrende, svarede den 63-årige krigsforbrydersigtede høfligt og kort på alle dommerens spørgsmål.
På dommer Alphons Ories spørgsmål om, Karadzic' familie var klar over, at han var tilbageholdt, udviste den tidligere leder nærmest en selvironi over hele situationen.
- Jeg tror ikke, der er nogen, der er i tvivl om, at jeg er tilbageholdt i detention, svarede Radovan Karadzic efterfulgt af et jovialt grin, så selv dommeren grinede, så der næsten opstod en gemytlig stemning.
Med ansigtet i alvorlige folder lyttede Radovan Karadzic opmærksomt til alle anklager om krigsforbrydelser, der blandt andet kostede 8.000 bosniske muslimer livet ved Srebrenica-massakren.