Plukveer, ondt i maven og smerter i bækkenet. Hver eneste dag forlader et stigende antal gravide deres læge med en sygemelding i hånden, der betyder, at de ikke længere er i stand til at passe deres arbejde.
I 2004 blev omkring 65 procent af alle gravide sygemeldt og sendt hjem halvanden måned før deres barselsorlov begyndte. Og antallet af gravide, der ryger på sygedagpenge, er steget yderligere de seneste tre år.
En gennemgang af de graviditetskomplikationer, som hospitalerne har registreret de seneste 10 år, viser også, at mere end dobbelt så mange fødende, nu bliver alvorligt syge.
Fostret siger stop
Jordemoder Henriette Hintz på Herlev Hospital er ked af udviklingen.
»Vi oplever, at kvinderne meget tidligt i graviditeten, helt ned til 15. uge, er blevet sygemeldt, fordi de har smerter i bækkenet, ryggen eller maven. Og sådan skal det selvfølgelig ikke være. Graviditet er ikke en sygdom, men ofte siger kvinderne, at de arbejder for hårdt og ikke kan overskue det. I andre tilfælde handler det om, at de er i dårlig form og dyrker for lidt motion,« siger Henriette Hintz. Jordmoder Emilie Melchior, der har arbejdet på flere af landet fødeafdelinger, peger også på arbejdet som den største skurk.
»Kvinderne bliver ikke tilstrækkeligt aflastet på jobbet, og så reagerer kroppen og fostret ved at sige stop med eksempelvis bækkenløsning eller plukveer, der kan føre til for tidlige fødsler,« siger hun. Hos de praktiserende læger erkender, formanden, Michael Dupont, at voldsomt mange gravide bliver sygemeldt, men det er nødvendigt, lyder det.
»Vi gør bare vores pligt og hjælper kvinderne, når de ikke kan klare arbejdspresset. Ofte har vi ikke andre muligheder, fordi mange arbejdspladser ikke er gearet til deltid og nedsat tid,« siger han. Selvom der ikke er blevet født nævneværdigt flere børn de seneste år, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, at statens udgifter til gravide på sygedagpenge er steget med 180 millioner kroner de seneste tre år.
Kvinderne piver ikke
Det er tal, der burde bekymre flere arbejdsgivere, mener Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentlige og private ansatte.
»Det er utroligt, at arbejdsgiverne stadig ikke tager det her problem alvorligt, når der er et skrigende behov for mere arbejdskraft. Kvinderne er ikke pivede, men bliver sygemeldt, fordi de er bange for at skade deres fostre, og den situation kunne man i vid udstrækning undgå ved at indføre en graviditetspolitik, der tager særlige hensyn til den gravides behov,« siger hun.