Bedre og mere fair løn. Det er formålet med en såkaldt lønkommission, som er tæt på at blive virkelighed. Sker det kan blandt andre sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og pædagogmedhjælpere med stor sandsynlighed se frem til flere penge mellem hænderne.
Både Dansk Folkeparti, De Konservative, SF og formodentlig også Venstre, er nemlig enige om at nedsætte en lønkommission, hvis der er enighed om det fra lønmodtagers- og arbejdsgivers side.
Og det ser der ud til at være. I går sagde formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, at han er positiv overfor en kommission, som er et af overenskomstkravene fra sundhedspersonalets side. Det kom frem efter, at forhandlingerne mellem sygeplejerskerne og regionerne blev genoptaget i går.
Også Kommunernes Landsforening, som er arbejdsgiver for blandt andre social – og sundhedsassistenter, har givet grønt lys.
De Konservatives finansordfører, Lars Barfoed, finder det »nyttigt« at få en faktuel analyse af lønforskellen mellem ansatte i det offentlige og private.
»Men parterne må komme i fællesskab og sige, hvilke forventninger de har til kommissionen. Så vil vi se positivt på det,« siger han.