Rasende dyreaktivister har nu truet et dansk tøjfirma til at boykotte brug af pels i deres kollektioner, hævder direktøren.
- Jeg har modtaget over 5.000 vrede, intimiderende og truende mails og breve. Nogle af dem indeholdte dødstrusler, siger direktøren for IC Companys, Henrik Theilbjørn.
Han fortæller, at dyreaktivister flere gange er trængt ind i firmaets tøjbutikker og har skræmt personalet.
- Jeg er nødt til at beskytte mine medarbejdere, så derfor vælger vi nu at gøre vores tøj-mærker 100 procent pels-fri, siger direktør Henrik Theilbjørn.
IC Companys er Danmarks næststørste tøjfirma og ejer blandt andet tøjmærkerne Peak Performance, Matinique, InWear og Tiger of Sweden.
Manipuleret og terroriseret af dyrevenner
Det er kun tre måneder siden, IC Companys annoncerede, at de nu ville bruge pels i deres tøj. Nu føler firmaet sig tvunget til at ændre mening, og det ærgrer direktøren:
- Vi føler os manipulerede og terroriserede til at ændre vores beslutning om brug af pels, siger Henrik Theilbjørn.
Han understreger, at IC Companys tager afstand fra dyremishandling i alle afskygninger.
- Vi ville gerne bruge en lille smule pels i nogle varer, for eksempel ved ærmer og kraver. Og vi ville kun bruge bæredygtig pels, der er fremstillet på en forsvarlig måde, siger Henrik Theilbjørn.
Varm luft og skuespil
Det er varm luft, for der findes ikke bæredygtig pels, mener Joh Vinding fra den aktivistiske dyreværnsforening Anima.
- Det er pelsbranchens egne betegnelser, som man ikke kan regne med. Dyrene aflives stadig på forfærdelige måder, blandt andet med elektrisk stød så pelsen ikke tager skade, fortælle Joh Vinding.
Han tror ikke på Henrik Theilbjørns forklaring om, at IC Companys stopper pelsbrugen på grund af trusler.
- Det er rent skuespil. IC Company har selvfølgelig fundet ud af, at forbrugerne ikke ønsker at støtte pelstøj. I stedet for at indrømme, at de tog en forkert beslutning, placerer de nu sig selv i en offerrolle, siger Joh Vinding.
Sandheden er barsk
Han har selv deltaget i flere demonstrationer i tøjbutikker, og kan ikke forstå, hvis nogle medarbejdere har følt sig truede.
- Hvis nogen havde været truende, havde politiet nok grebet ind. Vi fortalte sandheden og delte flyers ud - alt sammen med et smil. Men det er klart, at sandheden om, hvordan pelsen fremstilles, er meget barsk, siger Joh Vinding.
Joh Vinding understreger, at han og Anima tager dyb afstand fra trusler.
- Hvis Henrik Theilbjørn eller andre i IC Companys har modtaget trusler, er det selvfølgelig forkasteligt. Vores arbejde i Anima foregår altid inden for lovens rammer, siger han.