SF vil give kvinder lov til at bade topløse i de danske svømmehaller, skriver dr.dk.
Det sker efter sidste års debat for og imod bare bryster i de offentlige svømmehaller.
Debatten kulminerede i en happening i DGI-Byen i København, hvor en gruppe kvinder, med svømmehallens tilladelse, fik lov at bade nøgne en enkelt dag efter inspiration fra den svenske kvindebevægelse.
SF i København stiller nu et konkret forslag til de københavnske politikere om at lovliggøre de nøgne bryster - dog i et afgrænset tidsrum.
- Jeg har selv personligt svært ved at forstå, at et kvindebryst kan støde folk. Men det er derfor, at vi prøver at afgrænse tidsrummet. De mennesker, der godt kan leve med at bade med andre der er topløse, kan møde så op, og dem der har problemer med det, kan bade på andre tidspunkter, siger Frank Hedegaard (SF) til dr.dk.
Den københavnske kultur. og fritidsborgmester vil dog ikke være med til at lovgive på området og har tidligere sagt, at det må være op til svømmehallerne selv at bestemme, om kvinderne må bare topløse.
Men for Frank Hedegaard handler det om ligestilling.
- Jeg synes godt, vi i København må have en holdning til det i de kommunale svømmehaller. Lige som vi giver kvinder mulighed for at bade tildækkede, så vil vi også give mulighed for at bade topløse. Jeg kan ikke forstå, at man ikke i ligestillingens navn vil være med til at kæmpe for den ret, siger han.