Af Simon Andersen | chefredaktør, Nyhedavisen 

Standpunkt: Endnu en dansk soldat mistede i går livet i Afghanistan - den fjerde i denne måned. Danmark har taget de snart omfattende tab i Irak og Afghanistan med knusende ro, og sådan skal det være: En nation, der ønsker krig, må kende risikoen og bære tab, og det gør politikere, befolkning og pårørende værdigt.

Men, og det men vokser, vi har alle pligt til at spørge, især når døden rammer: Var det indsatsen værd? Svaret er nej. Tropperne i Afghanistan må trækkes hjem.

Danmark og det øvrige NATO gik i 2001 i krig i Afghanistan for at fjerne det regime, der støttede terrorister. Regimet er væk, men store dele af den sydlige del af landet er nu i hænderne på stammer, forskellige krigsherrer, der utrætteligt bekæmper besættelsesstyrkerne - og vil blive ved i år eller årtier.

Forsvaret og de danske politikere forsøger at bilde os i, at vores soldater kæmper mod en klar fjende - vi kalder fjenden »Taliban« eller »terrorister« - og giver det usande indtryk, at der er tale om en klar defineret gruppe, der kan bekæmpes, bare vi bliver ved. Det er løgn.

Taliban er Afghanistan, Taliban er alle, Taliban er mennesker i hundredetusindvis, Taliban er børn, mænd, fædre, morfar, de gamle, og de vil kæmpe mod NATO, indtil alliancen stikker halen mellem benene og giver op. Det kan tage år, men det vil ske. Krigen vil ikke vindes. Den kan ikke vindes, for det er ikke en krig, men et halvt land eller mere der kæmper mod korsfarerne.