Mere end 80.000 sorte og gule heppende, hujende og skrålende fans burde vise sig som en fordel for Borussia Dortmunds fodboldspillere på hjemmebanen Westfalenstadion.
Men en ny undersøgelse viser, at hverken hjemmebanepublikum eller stadion har indflydelse på fodboldholdenes succes. Undersøgelsen punkterer myten om, at en stor, entusiastisk fanskare på hjemmebane skulle være så stor en støtte for holdet, at det nærmest virker som at få en 12. spiller på banen.
Forskerne Andreas Heuer og Oliver Rubner fra universitetet i Münster har analyseret flere end 12.000 kampe i den tyske bundesliga mellem 1965 og 2007.
De to forskere har målt på forskellen i antal af scorede mål mellem de hold, der har mødtes. De fandt ud af, at hjemmeholdene 0,7 mål mere per kamp, men ifølge forskerne er den forskel så lille, at den vil forsvinde, hvis kampene fortsætter i en uendelighed. Ifølge forskerne er målforskellen tilfældig, og der er ikke noget hold, der hen over tid er bedre end de andre, når man tager hjemmepublikummets størrelse i betragtning.
- Selvom nogle hold kan virke særligt stærke på deres hjemmebane, er denne antagelse ofte baseret på sejre i et begrænset antal kampe, siger Rubner ifølge New Scientist.