Hvad ville du give for en gammel banan, der er tapet fast til en væg med gaffatape?
Formentlig ikke lige så meget som den kinesiske rigmand Justin Sun, der på en auktion hos Sothebys i New York netop har smidt 43,8 millioner kroner for kunstværket skabt af den italienske kunstner Maurizio Cattelan.
Værket, der er tænkt som en provokation, blev første gang vist frem i Miami i 2019. Efter en budrunde på seks minutter blev det vindende bud placeret af den 34-årige kinesiske milliardær.
- Da jeg først hørte om dette værk tilbage i 2019, syntes jeg, det var ren genialitet. Og da jeg hørte, at det var tilbage på markedet, var jeg klar over, at jeg måtte eje det. Cattelans humor og sans for eventyr rammer mig virkelig, og jeg er begejstret for nu at være den stolte ejer, lød det fra Justin Sun, der tilsyneladende har tænkt sig at fortære værket.
- I de kommende dage vil jeg spise bananen som en del af denne unikke kunstneriske oplevelse og ære dens placering i både kunsthistorien og populærkulturen, lød det fra Justin Sun, der er blevet velhavende på at skabe kryptovaluta-platformen Tron.
Se videoen fra Sothebys: