Far skal lære sin dreng, at det ikke dur at spille fodbold i bare tæer. Og mor skal lære sin pige, at det ikke dur at hoppe trampolin sammen med seks andre børn, Så ville mange lege- og idrætsskader kunne undgås. Det vurderer idrætskonsulent i Danske Gymnastik- og Idrætforeninger Max Rasmussen. Ifølge ham er det nemlig forældrene, der er deres børns vigtigste træner.
»Den bedste træner er den mor eller far, som er nærværende, retter til og bruger tiden på at lære børnene om, hvilke forholdsregler de skal tage i forbindelse med lege- og idrætsaktiviteter,« siger Max Rasmussen, hvis ekspertise er børn i bevægelse.
Mange uheld
Og der er god brug for, at mor eller far tager sig tid og kræfter til at agere træner. Hvert år kommer omkring 32.000 børn nemlig til skade under leg eller idræt. Det sker typisk under fodbold, håndbold, ridning og rullesport, hvor der sker skader på børnenes fingre, håndled, knæ, ankler, fødder og tæer.
Og faktisk stiger risikoen for idrætsskader med alderen. Så forældre kan ikke regne med, at jo større ungerne er, jo bedre styr har de på tingene. Det fremgår af en tidligere rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.
Gode råd
Det har fået forsikringsselskabet Codan, der tilbyder børneulykkesforsikringer, til at samle en række konkrete råd til forældre om, hvordan de kan nedbringe antallet af lege- og idrætsulykker. De lyder blandt andet, at forældre skal sikre sig, at deres børns udstyr er i orden og i den rigtige størrelse – det vil for eksempel sige sikre sig om fodboldstøvler og benskinner er blevet for små eller slidte. At forældre skal sørge for, at deres børn modtager undervisning, der passer til deres alder og motoriske udvikling. Og at forældre skal lære deres børn at lytte til kroppen.