Der er kaos i Kastrup.
Flere end 100.000 flypassagerer i lufthavnen i Kastrup er blevet forsinket med flyet i januar og februar.
Kontroltårnene har nemlig haft store problemer med et nyt it-system, der skal sørge for at flyene i lufthavnen lander og letter sikkert og i det hele taget styre al flytrafik i dansk luftrum.
Helt nøjagtigt er 1.447 rutefly lettet for sent i Skandinaviens største lufthavn - eller godt syv procent af alle flyafgange i perioden. 165 af flyene har endda været forsinket over en halv time.
Det viser tal fra firmaet Naviair, som styrer kontroltårnet i Københavns Lufthavn og al flytrafik over Danmark. Før jul varslede Naviair indkøringsproblemer med sit nye system.
»Men vi kan lige så godt indrømme, at antallet af fejl er langt højere end vi forventede. Vi har derfor måtte reducere kapaciteten - og lade flyene lette og lande med længere intervaller. Det har givet en del forsinkelser. Det er vi selvfølgelig kede af på passagerernes vegne,« siger Jesper Schou, der er operationmanager i Naviair.
Kontroltårnet har flere gange haft besøg af teknikere fra firmaet, der har udviklet systemet, som flyvelederne bruger i deres arbejde. Her er systemet blevet opdateret.
»Vi har måtte lægge et pres på vores leverandører, men nu tror vi på, at det kommer til at virke. Fra april skulle vi gerne ned på et normalt antal forsinkelser. Og så har vi også fået verdens mest avancerede flystyringssystem,« siger Jesper Schou.