Mænd får vådt krudt i pungen af varme karbade. Men hvis de holder sig ude af karret, kommer der igen liv i sædens små soldater.
- En overlevering siger, at varme bade er skidt for mænds frugtbarhed. Men jeg oplevede så mange par, som aldrig havde hørt dette, at jeg besluttede at undersøge, hvad der egentlig var af forskning på området, siger Paul J. Turek, forsker ved University of California, USA, til Reuters.
Til hans overraskelse fandt han ud af, at der kun fandtes utilstrækkelige data om emnet. Han valgte derfor selv at indlede et forskningsprojekt.
Forskerne fulgte 11 mænd med dårlig sædkvalitet, der ofte hoppede i karbad, jacuzzi eller varme bade i mindst en halv time om ugen. Efter at mændene havde holdt sig væk fra karbadet i tre til seks måneder havde fem af dem fået så meget bedre sædkvalitet, at de i snit havde fået 491 procent flere aktive sædceller.
Fem af de seks mænd, der ikke fik markant flere kampklare haletudser, var storrygere gennem mange år.